”Fremtidens Byggeri” præsenteret på Europas største byggerimesseBygTek var med på BAU-messen i München, der i år slog rekord i antallet af besøgende – 251.000 byggeriinteresserede kiggede forbi. Foto: BAU.

”Fremtidens Byggeri” præsenteret på Europas største byggerimesse

Mere end en kvart million besøgte den tyske BAU-messe i München for at få indblik i fremtidens byggeri, produkt- og systemløsninger

I sidste uge fejrede den tyske BAU-messe 50-års jubilæum, og det blev gjort med manér. I løbet af de seks dage, som den berømte München-messe varede, valfartede mere end 250.000 mennesker til ICM - International Congress Center Munich.

På messen fandt man produkt- og systemløsninger til at øge energi- og ressourceeffektiviteten samt miljø- og ressourcebesparende materialer og teknologier inden for it til byggeri. Foruden de teknologisk funktionelle emner drejede det sig også om, hvordan man konstruerer et komfortabelt liv og arbejde i fremtiden.

Dolle Nordic, der bl.a. producerer gelændere, men nok mest er kendt for deres lofttrapper, var taget til Tyskland for bl.a. at fremvise deres ClickFix lofttrappe frem.

- I forhold til den gamle model har vi udskiftet den traditionelle trælem, hvilket reducerer varmetabet med 86 %. Med de nye klikhængsler er lofttrappens vægt reduceret med 25 %, mens den kan bære en vægt på op til 220 kg. Det betyder, at håndværkeren nu kan montere alene, fortalte direktør Francois Grimal, Dolle Nordic.

Nye internationale kunder
Europas største og mest besøgte byggerimesse afholdes hvert andet år og bredte sig over 17 messehaller. Her blev hver eneste af de 183.000 m2 taget i brug, og 2000 udstillere fra 42 lande tog godt imod de besøgende, som fyldte hallerne fra første dag.

Den verdenskendte danske teglproducent, Petersen Tegl, var også at finde på messen. For selvom virksomheden i forvejen er leverandør til 38 lande, er nye markeder altid interessante.

- Vi har lige haft folk fra Sydkorea og Kazakhstan på besøg, og det fortæller meget godt, hvorfor vi er her, lød det fra direktør Christian A. Petersen.

- Geografisk ligger BAU-messen helt perfekt. Der er kort afstand fra nord, syd, øst og vest, så alle er her, og det kan derfor betale sig selv at være tilstede i forhold til det internationale marked og den skærpede konkurrence, tilføjede han.

-kj

27/1 2015