FSR: Hold fast i ny ejendomsvurdering

FSR: Hold fast i ny ejendomsvurdering

En udskydelse af det nye ejendomsskattesystem løser ikke løser. Det forlænger usikkerheden, ligesom det samtidig udskyder tilbagebetalingen af cirka 13 milliarder kroner til boligejere

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I en kommentar til Vismandsrapporten erklærer skattekonsulent Bo Sandberg fra FSR – Danske Revisorer sig enig med vismændene i, at det er vigtigt – trods de mange problemer med vurderingerne - at gennemføre Ejendomsskattereformen, som planlagt:

- De nye ejendomsskatter er allerede én gang udskudt fra 2021 til 2024, især fordi det også tidligere har haltet med det svage led i kæden, ejendomsvurderingerne - og en kæde er som bekendt aldrig stærkere end sit svageste led, siger Bo Sandberg.

Stabilisering af samfundsøkonomien
Han slår fast, at endnu en udskydelse af det nye ejendomsskattesystem ikke løser noget, men det forlænger blot perioden med usikkerhed, ligesom det samtidig udskyder tilbagebetalingen af de cirka 13 milliarder kroner til boligejere i for meget betalt ejendomsskat for perioden 2011-2020:

- Det er på høje tid at stabilisere samfundsøkonomien strukturelt ved at sikre en større sammenhæng mellem udviklingen på boligmarkedet og skattebetalingen. Skattebetalingen skal svinge i takt med, at boligpriserne går op og ned. Det er – sammen med det fortsatte princip om en løbende årlig ejendomsskattebetaling – selve grundstenen i det nye ejendomsskattesystem, og en yderst fornuftig en af slagsen, siger FSR’s skattekonsulent.

Vigtig retssikkerhed
Han understreger dog i samme ombæring, at det er meget vigtigt med retssikkerhed, vide rammer for klageadgang, samt hurtig behandling af fejlagtige vurderinger:

- Ikke mindst forud for et aktuelt køb eller salg, hvilket en række eksempler fra den seneste måned med de nye foreløbige vurderinger til overflod har vist. Vi er meget enige med de økonomiske vismænd i, at man skal betragte klagemuligheden som en vigtig informationskilde for myndighederne til at forbedre vurderingsgrundlaget for ejendomme. Klageadgang giver på én gang retssikkerhed og kan bygge bro mellem en teoretisk AI-virkelighed og den virkelige verden, som den opleves af boligejere, boligsælgere, boligkøbere, ejendomsmæglere og revisorer, siger Bo Sandberg.

Venter på vurdering af erhvervsejendomme
FSR er grundlæggende enig i vismændenes vurdering af, at de nye ejendomsvurderinger – når de endelige vurderinger med tiden afløser de aktuelle og foreløbige – på sigt bør indebære en forbedring:

- Men også, at det i den nuværende indkøringsfase må sikres, at der kan ydes en særlig håndholdt indsats med manuel tilretning af vurderingerne for ejendomme med forhold, som de statistiske standardmodeller ikke har kunnet fange. Og så venter vi jo tilmed med en vis skepsis på de foreløbige vurderinger for erhvervsejendommene. Her er den ekstra ejendomsskat på erhvervsejendomme, dækningsafgiften, som i øjeblikket opkræves i 33 kommuner - især i Hovedstadsområdet - et særligt indsatsområde for FSR. Ejere af erhvervsejendomme har nemlig hverken den samme skatterabat, overgangsordning eller retssikkerhed som de private boligejere har i forbindelse med overgangen til det nye ejendomsskattesystem i 2024, slutter Bo Sandberg.

10/10 2023