Fuldt tryk på tilsagn om tilskud til varmepumper
Mange har undret sig over, at det tager så lang tid at få tilsagn om tilskud til udskiftning af olie- eller gasfyr med en varmepumpe.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Men ifølge klima- og energiminister Dan Jørgensen begyndte Energistyrelsen straks sagsbehandlingen af ansøgningerne, da Bygningspuljen åbnede den 15. oktober, og den store interesse for puljen medførte mange telefoniske henvendelser om ansøgningsprocessen og konkrete tilskudsmuligheder:
- Energistyrelsen prioriterede de første uger den telefoniske rådgivning og har samtidig skulle bruge meget tid på at kontakte og vejlede de borgere, der har indsendt ufuldstændige ansøgninger. Endvidere har Energistyrelsen haft brug for at få de sidste kriterier og udmøntning af tekniske krav på plads, da lovarbejdet og opbygning af puljen er gennemført på meget kort tid, oplyser ministeren.
3.176 sager
Da afklaringen var på plads, kunne Energistyrelsen gennemføre beregningen af tilskud til de enkelte ansøgninger:
- Energistyrelsen startede tilsagnsgivningen den 11. november, og der er den 25. november åbnet sagsbehandling på 3.176 sager. Energistyrelsen har givet 1299 tilsagn, svarende til 48,3 millioner kroner, og der gives hele tiden flere tilsagn. Der er tilført ekstra ressourcer til sagsbehandlingen og indkøbt ekstern bistand til telefonbetjening. Der vil være fuldt tryk på sagsbehandlingen de næste uger, og Energistyrelsen forventer, at alle vil få svar inden udgangen af 2020, fortæller Dan Jørgensen.