Generationsskifte i Taasinge ElementerTaasinge Elementers nye direktør fra 1. maj, Frank Henningsen er 43 år, uddannet produktionsingeniør og bosat i Tommerup.

Generationsskifte i Taasinge Elementer

Efter mere end 25 år som ansvarlig for Taasinge Elementer takker Lauritz Rasmussen af som direktør, og overlader roret til virksomhedens nye direktør, Frank Henningsen

En virksomhed i rivende udvikling og med en historisk høj ordrebeholdning. Det er dét, Taasinge Elementers nye direktør fra den 1. maj, Frank Henningsen, går ombord i.

Han overtager roret efter træets ”grand old man” Lauritz Rasmussen, der dog fortsætter som seniorrådgiver for virksomheden.

Efter mere end 25 år som ansvarlig for Taasinge Elementer takker Lauritz Rasmussen af som direktør, og det sker ved en reception på Taasinge den 30. april, hvor kunder og samarbejdspartnere også kan hilse på virksomhedens nye direktør, Frank Henningsen.

Professionel udfordring
- Det er en stor udfordring at tage over efter en leder, som har styret forretningen flot i over 25 år, og jeg er sikker på, at vi med Frank Henningsen har fundet den rette arvtager. Vi har været så heldige, at Frank og Lauritz nu i en periode har kunnet arbejde side om side, ligesom Lauritz Rasmussen fortsætter sin tilknytning til virksomheden som seniorrådgiver, siger Christian Vindstrup, administrerende direktør for Palsgaard Gruppen, der ejer Taasinge Elementer.

Som seniorrådgiver vil Lauritz Rasmussen forsat repræsentere Taasinge Elementer i bl.a. Træinformations bestyrelse (tidl. Træbranchens Oplysningsråd, TOP), hvor han er næstformand, i Trænormudvalget DS-1995 og i flere andre sammenhænge.

Han kommer desuden til at deltage i en række ad hoc-projekter af såvel produktteknisk som afsætningsmæssig karakter.

Fremtidens mand
Frank Henningsen er 43 år, uddannet produktionsingeniør og bosat med sin hustru og to piger i Tommerup. I hele sin karriere har Frank Henningsen beskæftiget sig med supply chain ledelse og industrielt flow, herunder optimering af logistik, kvalitetssikring, produktion, indkøb og tværgående procesforløb.

- Frank har stærke kompetencer indenfor nogle af de funktionsområder, som vi fokuserer på at optimere hos Taasinge Elementer. Med et endnu bedre industrielt flow og logistik helt ud i leverandørleddet og på byggepladsen står vi stærkt både i Danmark og i Norge, når det gælder fremtidens byggerier, siger Christian Vindstrup.

-cmn

16/4 2015