Genopdag Fur med ny arkitektur
Fur har fået en ny stirute, hvor man fra tre udsigtspunkter kan opleve Knudeklinten og de spektakulære molergrave. På fredag indvies projektet som en del af Realdanias kampagne for yderområderne, Stedet Tæller
Furs op mod 40 meter høje molerklinter falder sirligt i svungne lag. Lagene afslører øens særlige geologi. Hvert år besøger et par hundredetusinde turister øen, hvor der til daglig bor godt 900 mennesker.
De besøgende kommer blandt andet for at opleve Knudeklinten, øens smukke natur og de karakteristiske molergrave. Nu giver en ny stirute med tre udsigtspunkter undervejs mulighed for at komme helt tæt på moleret, som har formet Fur gennem 50 millioner år.
Projektet er ét af i alt 10 projekter, som gennemføres på særlige steder i den danske natur. Alle projekter indgår i Realdanias kampagne Stedet Tæller, og projektet på Fur gennemføres i samarbejde med Naturstyrelsen. Målet er at skærpe oplevelsen af hvert sted gennem små, enkle arkitektoniske greb af høj kvalitet.
Tegnestuen Leth & Gori har sammen med norske Reiuld Ramstad Arkitekter tegnet de tre udsigtsplatforme, som er udført i cortenstål og inspireret af de mikroskopiske kiselalger - også kaldet diatoméer – som er hovedbestanddelen i moleret. Projektet har derfor fået navnet Diatoméer.
Indvielsen finder sted fredag den 20. november kl. 13 på Knudeklinten. Ud over den officielle snoreklipning vil der være rundvisning i området ved projektets arkitekter, fossiljagt ved klinterne samt lokale føde- og drikkevarer serveret af Fur Bryghus.
-cmn

Tegnestuen Leth & Gori har sammen med norske Reiuld Ramstad Arkitekter tegnet de tre udsigtsplatforme, som er udført i cortenstål og inspireret af de mikroskopiske kiselalger. (Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen)