Gratis broafgift på Storebælt rammer Femernforbindelsen
Ifølge et svar fra transportminister Thomas Danielsen (V) til Jens Meilvang (LA), er der ikke foretaget beregninger af, hvad det får af betydning, hvis det bliver gratis at køre over Storebæltsforbindelsen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
BygTek kunne i mandag fortælle, at Storebæltsforbindelsen reelt var tilbagebetalt i foråret 2025, men at politikerne i Folketinget har brugt enorme milliardbeløb fra billisternes betalinger på Storebælt, på helt andre ting.
Transportministeren oplyser blandt andet til Jens Meilvang, at effekten på økonomien i Femern Bælt-forbindelsen ”ikke kan gøres op ud fra tilgængelige trafikprognoser:
- Gratis passage over Storebæltsforbindelsen indgår ikke blandt de trafikscenarier, der tidligere er blevet analyseret, oplyser Thomas Danielsen.
Drift og vedligeholdelse for 600-900 millioner kroner
Han peger på, at der også skal være dækning for drifts- og vedligeholdelsesudgifter, reinvesteringer samt færgegarantier på Storebæltsforbindelsen i størrelsesorden 600-900 millioner kroner årligt (2022-priser):
- Dette beløb forventes at stige i takt med, at Storebæltsforbindelsen som følge af alder og slid kræver stadig mere vedligehold.
- Udbyttebetalinger fra A/S Storebælt indgår derudover i medfinansieringen af Infrastrukturplan 2035, hvor der samlet set udestår udbyttebetalinger for 6,3 milliarder kroner (i 2021-priser), lyder det i svaret.
Tilbageløb af trafik fra færgeruter
Transportministeren erkender, at takstnedsættelser på Storebæltsforbindelsen vil betyde, at trafikoverflytningen til Femern Bælt-forbindelsen vil blive reduceret, og derudover kan der være et tilbageløb af trafik fra eksisterende færgeruter:
- I det omfang, at kørselsomkostningen ved omvejskørsel på den 160 kilometer længere strækning over Storebæltsforbindelsen er lavere end prisen ved at benytte Femern Bælt-forbindelsen, må det formodes, at en del af bilisterne vil benytte Storebæltsforbindelsen.
- Det vil særligt gælde for personbiler, mens lastbiler skal opnå en besparelse, der modsvarer væsentligt højere omkostninger ved at køre den længere strækning. Hertil kommer hensynet til køre-/hviletidsreglerne, forklares det i svaret.
Begrænset kapacitet på motorvej
Transportministeren hævder samtidig, at der samlet set vil være begrænset kapacitet på den Fynske Motorvej:
En tidligere prognose fra 2014 viste, at en takstnedsættelse på 25 procent på Storebæltsforbindelsen fører til en lavere mængde overført trafik til Femern Bælt-forbindelsen, hvor personbilstrafikken samlet set reduceres med 6,3 procent og bustrafikken med 5,7 procent, mens der ingen effekt er for lastbiler.
Det understreges dog, at effekten af takstnedsættelsen på Storebæltsforbindelsen ikke kan skaleres op til gratis passage.
Rammer også en Kattegatforbindelse
Thomas Danielsen konkluderer, at ”jo mere trafik, der flytter fra Femern Bælt-forbindelsen til Storebæltsforbindelsen. som følge af gratis passage på Storebælt, jo mere vil vejtrafikindtægterne på Femern Bælt-forbindelsen alt andet lige blive reduceret”:
- Hvis det gøres gratis at benytte Storebæltsforbindelsen, vil det endvidere kunne få konsekvenser for en eventuel fast Kattegatforbindelse, idet den mulige brugerbetaling vil blive væsentligt reduceret, slutter transportministeren.