Grønt lys i dobbeltsporFolketinget bevilgede 675 millioner kroner til anlæggelsen af dobbeltsporet. Herudover har projektet modtaget 75 millioner kroner i EU-støtte. (Foto: Robert Attermann)

Grønt lys i dobbeltspor

Det nye dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens er indviet og skal nu stå sin prøve som en del af det europæiske netværk for gods- og passagertrafik

Med det nye 20 kilometer lange dobbeltspor og kørestrømsanlæg er hele banen mellem Fredericia og Tinglev dobbeltsporet, og endnu en vigtig del af godskorridoren Sverige - Tyskland er med dobbeltspor.

Samtidig er strækningen blevet opgraderet til 160 km/t, og det glæder den lokaltkendte transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt:

- Det tidligere enkeltspor mellem Vamdrup og Vojens har i flere år været en flaskehals. Det har generet både passagerer og virksomheder i området og været en hæmsko for den lokale udvikling. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har fået udbygget strækningen til dobbeltspor. Det bliver en stor gevinst for sammenhængskraften og mobiliteten i hele grænseområdet, siger Hans Chr. Schmidt.

Strækningen er en del af det trans europæiske netværk og er et vigtigt forbindelsesled for godstrafikken mellem Skandinavien og resten af Europa.

Hurtigere rejsetid
Kapaciteten på strækningen var inden anlæggelsen af det ekstra spor tæt på at være brugt op – specielt for godstrafikken. Infrastrukturen giver således nu bedre mulighed for at flytte lastbiltrafik til jernbane, vurderer adm. direktør i Banedanmark Jesper Hansen,:

- Efter halvandet års omfattende anlægsarbejde kan vi i Banedanmark nu aflevere et fremtidssikret dobbeltspor, både til tiden og til bevillingen. De 20 km nye dobbeltspor giver mulighed for mere gods på skinnerne, højere hastighed for passagertog, større robusthed og dermed højere rettidighed til gavn for alle passagerer og godstrafikken, siger Jesper Hansen.

- Det kræver også gode løsninger og gode samarbejdspartnere, når der skal udføres så stort et arbejde som her. Og i den forbindelse vil vi gerne takke både Kolding og Haderslev Kommune for et godt og tæt samarbejde lige fra begyndelsen og til nu. Også en tak til passagerer, godsselskaber og naboer. Vi ved, at vi trækker på jeres tålmodighed under et så omfattende anlægsarbejde, siger Banedanmarks adm. direktør.

-cmn


Det nye dobbeltspor er et af flere store anlægsarbejder, som til sammen skaber fremtidens jernbane med mulighed for flere afgange, højere rettidighed og kortere rejsetider. (Foto: Robert Attermann)

7/9 2015