Håndværksrådet hilser grøn investeringsfond velkommen
I nat indgik regeringen, SF og Enhedslisten en aftale om den grønne investeringsfond, og planen modtages positivt af Håndværksrådet
Manglende finansiering er en af flere trusler mod energiforbedringer og nye grønne job. Derfor bakker Håndværksrådet op om planerne om en grøn klimafond på op til fem milliarder kronerI nat indgik regeringen, SF og Enhedslisten en aftale om den grønne investeringsfond, og parterne har i dag præsenteret deres planer, som modtages positivt af de små og mellemstore virksomheders hovederhvervsorganisation.
- Potentialet for energiforbedringer er enormt, og skal små og mellemstore virksomheder kunne realisere besparelserne i deres virksomheder, skal de naturligvis kunne finde finansiering. Derfor er det positivt for både miljøet og beskæftigelsen, at vi nu ser en ambitiøs plan for at fremskaffe finansieringen hertil, siger energipolitisk medarbejder Henrik Lilja, Håndværksrådet.
SMV’er skal ind i energispareindsats
Håndværksrådet vil nu granske aftalens nærmere detaljer, for hvis også SMV´er skal kunne få gavn af fonden, så skal ansøgningsprocedurer m.m. være så let tilgængelige og ubureaukratiske, at SMV´er i det hele taget vil søge belåning i fonden.
- Umiddelbart løser aftalen desværre ikke det grundlæggende problem, at SMV´erne ikke er en del af målgruppen for energiselskabernes energispareindsats, ligesom vi har til gode at se, om fonden kan tilbyde konkurrencedygtig finansiering, siger Henrik Lilja.
Håndværksrådet er hovederhvervsorganisation for knap 20.000 små og mellemstore virksomheder i bl.a. byggeri, industri og serviceerhvervene.
- kj