Har I styr på den brandtekniske dokumentation?
Brandsikring har altid været vigtigt, men i de seneste år er opmærksomheden blevet skærpet, hvilket øger behovet for brandteknisk dokumentation. Derfor tilbyder Geberit og Scandi Supply præ-accepterede løsninger i henhold til bygningsreglementet
I takt med den større opmærksomhed om brandsikring er behovet for brandteknisk dokumentation i byggerier vokset.
At kunne dokumentere de anvendte løsningerne burde være et nemt krav at efterkomme, men det kan ikke desto mindre være forbundet med store udfordringer at skulle koble dokumentationen sammen med konkrete scenarier fra den virkelige verden.
Derfor tilbyder Geberit og Scandi Supply præ-accepterede løsninger i henhold til bygningsreglementet og yder brandteknisk rådgivning om deres løsninger, som gør dokumentationsprocessen betydelig nemmere for bygherre.
Det fulde ansvar for korrekt brandsikring placeres ifølge byggelovens §17 hos bygherre. Mange ubehagelige overraskelser kan dog undgås, hvis brandsikring tænkes ind i byggeprocessen så tidligt som muligt.
Varmen får materialet til at udvide sig
Sanitetsvirksomheden Geberit ønsker at lette processen ved at tænke brandsikring ind fra projektets begyndelse. Derfor tilbyder Geberit præ-accepterede løsninger på alle sine rørsystemer, der er testet og godkendt i overensstemmelse med bygningsreglementet.
Det gælder eksempelvis på produkterne Mapress, Mepla, FlowFit samt alle afløbssystemer.
- Alle vores rørsystemer er blevet testet og CE-mærket med vores RS90 Plus brandmanchet.
- Ikke-sikrede rørsystemer øger risikoen for hurtig spredning af ild på tværs af rum og etager, mens vores rørsystemer enten forhindrer eller forsinker brandspredning, siger produktmanager Nils Overgård og fortsætter:
- Geberits brandbeskyttelsesmanchet RS90 Plus er testet i et utal af montagesituationer og er derved en præ-accepteret løsning til næsten alle installationer.
- Hvis uheldet skulle ske, vil varmen få materialet i brandmanchetten til at udvide sig og tætne afløbsledningen fuldstændig og forhindre brandspredning.
Tænker man brandsikring ind allerede fra projektets begyndelse, kan man ifølge Geberit opnå både tids- og omkostningsbesparelser.
- Hvis brandsikringen derimod først overvejes sent i byggeprocessen, er der risiko for, at brandlukningerne ikke kan udføres korrekt. Det kan medføre, at udførelsen ikke kan opfylde kravene for godkendelse, hvilket kan føre til forsinkelser i byggeriet og potentielle dagbøder.
Af den årsag tilbyder Geberit altid rådgivning om brandløsninger ved påbegyndelsen af større etagebyggerier som på skoler, plejehjem eller hoteller.
Kobler virkelighed og dokumentation sammen
For at sikre kunderne den mest kompetente rådgivning inden for brandsikring samarbejder Geberit med Scandi Supply, der leverer dokumenterede løsninger for passiv brandsikring.
I 2018 blev der indført en række ændringer i bygningsreglementet, der stiller krav til, at den brandtekniske byggesagsbehandling foretages af certificerede brandrådgivere. Med det medfører et øget fokus på dokumentation af projektering og udførelse af de brandmæssige tiltag.
- Der findes mange brandprøvede produkter på markedet, og disse har ofte en vidt forskellige dokumentation. Udfordringen består i at sammenkoble de faktiske forhold på byggesagen med leverandørens dokumentation. Det er her, vi kommer ind i billedet. Vi hjælper med at koble virkeligheden sammen med dokumentationen fra leverandøren, forklarer Tom Eiken Abildgaard, der er vicedirektør og ekspert i brandsikkerhed hos Scandic Supply.
Gode råd til at øge brandsikkerheden i byggeprocessen
Installationer, der gennembryder konstruktionens brandmæssige adskillelser, skal brandlukkes korrekt for ikke at udgøre en sikkerhedsmæssig risiko i tilfælde af brand.
Bygherre skal kunne dokumentere, at de anvendte brandlukninger er brandprøvet og klassificeret til anvendelsen. Benytter man en præ-accepteret løsning, forenkles dokumentationsprocessen betydeligt, da disse løsninger kan anvendes i alle brandklasser.
Hvis man derimod ikke anvender en præ-accepteret løsning, kræves det, at man på anden vis dokumenterer, at brandtætningen opfylder de krav til brandlukningen, som stilles i BR18 §114.
Tom Eiken Abildgaard fra Scandic Supply har tre gode råd til at øge brandsikkerheden:
1. Bed om at få fremsendt brandteknisk dokumentation fra leverandører, der påviser, at de valgte løsninger til brandlukninger opfylder bygningsreglementets eller andre relevante krav.
2. Sørg for, at dokumentationen indeholder de korrekte forudsætninger, og sammenlign dokumentationen med de faktiske forhold på byggepladsen. Hvis man ikke kan udføre løsningen efter leverandørens dokumentation, bør man involvere rådgiveren.
3. Fokuser tidligt på brandlukningerne og involver gerne en leverandør i projekteringsfasen for at sikre, at løsningerne er bygbare og mulige at dokumentere. Det er langt, langt dyrere at tackle udfordringerne på bagkant.
-dc