Hastesager vælter ind hos byggebranchen
Håndværkerfradraget ændres, og det har medført stor efterspørgsel på håndværkere i årets sidste måneder
Til nytår er det slut. Slut med 15.000 kr. i fradrag på gulvarbejde, indvendig maling eller renovering af køkken. I 2016 træder det grønne håndværkerfradrag i kræft. Derfor er der fremover ikke fradrag på renoveringsopgaver, medmindre der er tale om energirenovering eller klimatilpasning. Det kan mærkes hos 3byggetilbud.dk, hvor 26 % af alle henvendelser den sidste uge har været hastesager, der skal udføres inden nytår.- Vi er begyndt at modtage et højt antal renoveringsopgaver, som skal udføres inden året er omme. Den sidste uge har en fjerdedel af alle henvendelser været hastesager. Vi ved af erfaring, at antallet af hasteopgaver vil stige i løbet af december, forklarer kommunikationschef Maria Carlsen, 3byggetilbud.dk.
Spar på energirenovering
Tal fra Skatteministeriet viser, at sidste år indberettede mere end 630.000 skatteydere håndværkerfradrag til Skat. 28,8 % af skatteyderne, som indberettede fradrag, angav, at håndværkerfradraget var blevet brug på energibesparende vedligeholdelse, mens hele 61,9 % anvendte håndværkerfradraget til almindelig vedligeholdelse.
Hasteopgaverne, som 3byggetilbud.dk modtager, består især af maler- og gulvopgaver, men der er også mange, der vil nå at energirenovere inden årets udgang og efterspørger isolatører hurtigst muligt.
- Der er faktisk flere penge at spare på energirenovering med den nuværende ordning, hvor der er 15.000 kr. i fradrag til håndværkerens løn, mens der til næste år er 12.000 kr. i fradrag til håndværkerens løn, forklarer Maria Carlsen med henblik på de hastesager, som også kan udløse et håndværkerfradrag i 2016.
Ingen juleferie
3byggetilbud.dk har i år modtaget mere end 25.000 bygge- og renoveringsopgaver. Firmaet samarbejder med mere end 1000 leverandører over hele landet, og hos flere af dem er ordrebøgerne ved at være fuldstændigt fyldt op.
- Der er mange af vores leverandører, der har ekstremt travlt her i december. Flere af dem må udskyde juleferien, så de kan udføre så mange opgaver som muligt før nytår, forklarer Maria Carlsen.
Hos 3byggetilbud.dk har man af samme årsag også personale på arbejde mellem jul og nytår.
-kj