
Hastighed i kasernebygninger er ikke eneste parameter
Nye kasernefaciliteter kan ikke nå at blive færdige næste år. Værnepligtige kan fra august næste år se hen til at blive indkvarteret i pavilloner
Af Dan Bjerring
Christiansborg
DanmarksDemokraternes forsvarsordfører Lise Bech har bedt forsvarsminister Troels Lund Poulsen oplyse, om det er muligt at vælge leverandører, som kan have færdige kaserner
stående klart til om et år, så man undgår midlertidige løsninger - eksempelvis i form af ”container-løsninger”
Men ifølge ministeren ”kan det blive vanskeligt for markedet” at færdiggøre de første indkvarteringsbygninger til det værnepligtshold, der kommer til august 2026:
- Det kan derfor blive nødvendigt at anvende midlertidige pavillonløsninger… Hastighed er gjort til en konkurrenceparameter i OPP-udbuddet, da det ønskes, at de permanente indkvarteringsbygninger står klar så hurtigt som muligt.
-Tid er dog ikke den eneste parameter, idet blandt andet kvalitet og pris også vil blive tillagt værdi, oplyser Troels Lund Poulsen.
Samme kvalitetskrav som permanente bygninger
Ifølge ministeren er processen for valg af OPP-leverandør blevet tilrettelagt så åbent som muligt for blandt andet at ”sikre, at alle relevante aktører havde mulighed for at byde sig til”:
- De midlertidige løsninger skal dog stadig leve op til de samme kvalitets- og arbejdsmiljøkrav som de permanente løsninger, påpeger han.
Erfarne rådgivere
Forsvaret bruger eksterne rådgivere, der har erfaringer fra tidligere OPP-udbud - særligt i forhold til at sikre den rette evalueringsmodel:
- Ved valg af en OPP-model har leverandøren af OPP-byggeriet et incitament til at levere et kvalitetsmæssigt forsvarligt byggeri.
OPP-løsningen indebærer som udgangspunkt, at leverandøren også forestår vedligeholdelse af hele eller væsentlige dele af byggeriet i hele kontraktens levetid på op mod 30 år efter ibrugtagning - afhængig af kontraktvilkår, slutter Troels Lund Poulsen