Havblik ved Køge KystI Havblik er Casa Nord bygherre på 35 af boligerne og Kuben Byg på de resterende 31. (Ill: Aarstiderne Arkitekter)

Havblik ved Køge Kyst

Casa Nord og Kuben Byg åbner for boligsalg på Søndre Havn i udviklingsområdet Køge Kyst. Yderligere boligbyggeri er klar til igangsættelse, hvis interessen er til stede

Tidligere på året indgik Casa Nord og Køge Kyst købsaftaler om to nye boligbyggerier på den sydlige del af Søndre Havn i Køge, og allerede nu kan Casa Nord sammen med Kuben Byg gå ud i salg med ”Havblik” - det første af de to byggerier med beliggenhed lige ud til strandengen.

”Havblik” er navnet på et af de nye boligbyggerier med 66 ejerlejligheder, og startskuddet for salget lyder på Søndre Havnedag, lørdag den 22. august.

Havblik skal rumme i alt 66 ejerlejligheder, som varierer fra ca. 67–147 m2 og rummer fra to til fire værelser. I mange af boligerne er der mulighed for at etablere yderligere et værelse, og prisen for en lejlighed starter under 2 mio. kr.

Indflytning i efteråret 2017
Casa Nord og Kuben Byg forventer at kunne påbegynde byggeriet i foråret eller sommeren 2016 – med indflytning i sommeren eller efteråret 2017.

De to selskaber har før arbejdet tæt sammen om byggeri og salg af boliger, bl.a. i Nordhavnen i København, hvor de stod for den den første boligbebyggelse i Århusgadekvarteret, Havnehuset.

De to bygherrer har også planer om at sætte salget af lejligheder i byggefeltet umiddelbart nord for Havblik i gang, så snart salget af boliger i Havblik er godt på vej.

I Havblik er Casa Nord bygherre på 35 af boligerne og Kuben Byg på de resterende 31. DanBolig Køge står for kontakten til de boligsøgende om lejlighederne i det nye byggeri.

Samspil med naturen
Havblik bliver et trelænget byggeri med varierende højde, som åbner sig ud mod strandengen med et stort gårdrum.

Strandengens særlige natur trækkes helt ind i gården, og på taget bliver der flere terrasser, hvorfra man kan nyde udsigten over byen, stranden og Køge Bugt. Byggeriet, som også kommer til at rumme egen parkeringskælder, er tegnet af Årstiderne Arkitekter

- Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med Casa Nord og nu også Kuben Byg om et spændende og kvalitetspræget boligbyggeri. Samtidig leverer Køge Kyst også et vigtigt bidrag til de kommende beboeres livskvalitet i kraft af de omgivende, rekreative uderum som Engkanten og de første almindinger, der vil omgive det nye byggeri, fortæller Køge Kysts projektdirektør Jes Møller.

-cmn

14/8 2015