Helikopter med diamant undersøger jordlagene under vejprojekter Målesystemet fra SkyTEM er formet som en diamant og skal bidrage til en 3D-model af undergrunden. Modellen skal give et bedre grundlag for projektering af store infrastrukturprojekter. Foto: SkyTEM.

Helikopter med diamant undersøger jordlagene under vejprojekter

Med hjælp fra en helikopter og et elektromagnetisk målesystem vil Vejdirektoratet få mere viden om den jord, der skal bygges veje på. Det kan reducere risikoen for forsinkelser og ekstraregninger i de store vejprojekter

Hvad gemmer der sig egentlig under jorden, hvor en ny motorvej skal bygges? 

Det spørgsmål vil Vejdirektoratet nu forsøge at få et bedre svar på. 

Vejdirektoratet tester derfor et nyt luftbåret målesystem, der ved hjælp af elektromagnetiske målinger kan give et mere komplet billede af jordlagene, og hvordan de ændrer sig langs kommende vejprojekter. 

Den første test blev skudt i gang onsdag den 19. august mellem Billund og Give, hvor Vejdirektoratet skal anlægge 18 kilometer ny motorvej. Her skal målingerne give mere viden om jordbunden, inden projekteringen kommer længere, og anlægsarbejdet senere går i gang. 

- I dag undersøger vi undergrunden med geotekniske boringer, som giver præcis viden lige dér, hvor vi borer. Men jordlagene kan ændre sig mellem boringerne, hvilket kan skabe uforudsete problemer. 

- Med den nye metode håber vi at få et mere sammenhængende billede mellem boringerne, så vi kan målrette vores undersøgelser bedre, siger specialkonsulent i Vejdirektoratet, Peter Lindberg Thomadsen. 

Skal mindske risikoen for dyre overraskelser 
De nye målinger skal ikke erstatte de traditionelle boringer, men supplere dem. 

Målingerne kan blandt andet vise, om jordlagene består af eksempelvis ler, sand eller kalk, og hvor jordlagene skifter. 

På strækningen mellem Billund og Give kan den nye viden for eksempel bruges til den videre projektering af motorvejen og dens broer, til at beregne jordmængder, der skal flyttes, og til at beslutte placering og udformning af regnvandsbassiner. 

- Når vi skal bygge 18 kilometer motorvej, kommer vi igennem mange forskellige jordbundsforhold, og der kan altid dukke overraskelser op, når vi begynder at grave. 

- Jo mere vi ved på forhånd, desto bedre kan vi projektere, og desto bedre kan vores entreprenører planlægge deres arbejde. Håbet er, at vi kan finde nogle af overraskelserne, før gravemaskinerne gør det, siger Peter Lindberg Thomadsen. 

Målet er i sidste ende at reducere risikoen for ændringer, forsinkelser og ekstraregninger under anlægsarbejdet. 

Måler fra luften 
Teknologien er udviklet af det danske firma SkyTEM, og det er første gang, at Vejdirektoratet anvender dette luftbårne målesystem til denne type undersøgelse i Danmark. 

Målesystemet, der ligner en cirka 4 x 4 meter stor diamant, hænger under en helikopter, udsender elektromagnetiske impulser og måler jordens respons. De elektromagnetiske impulser er ufarlige for både dyr og mennesker. 

De forskellige jordarter giver så forskellige signaler, og målingerne bliver efterfølgende omdannet til en geofysisk 3D-model. 

Systemet kan måle ned til 60-70 meters dybde, men det mest detaljerede billede opnås i de første 10 meter, som er særligt interessante i forbindelse med et vejprojekt. 

- Vi er hele tiden på udkig efter ny teknologi, der kan gøre os endnu bedre til at bygge veje, og vi ser frem til at blive klogere på, hvilken værdi denne metode giver i vores projekter. Hvis erfaringerne er gode, kan metoden blive endnu et værktøj, vi kan bruge på kommende projekter, siger Peter Lindberg Thomadsen. 

Her har helikopteren fløjet 
Fra onsdag den 19. august begyndte de første målinger mellem Billund og Give, hvor Midtjyske Motorvej skal bygges. 

SkyTEM stod for målingerne. Helikopteren fløj omkring 50 meter over terrænet i parallelle linjer langs den planlagte motorvej, og målesystemet hang cirka 10-15 meter over jorden. 

Bor du i Billund, Filskov, Uhe, Give eller omegn, er der derfor en god chance for, at du både har kunnet høre og se helikopteren. 

I uge 36 er målingerne fortsat på et af Vejdirektoratets andre vejprojekter mellem Næstved og Rønnede, hvor Vejdirektoratet er i gang med at undersøge anlæg af en 15 kilometer lang motorvej. 

Om metoden 

Metoden, som SkyTEM kalder ‘Diamond’, er et luftbåret, geofysisk målesystem, der kortlægger jordlag ved hjælp af elektromagnetiske målinger. 

Udstyret hænger under en helikopter og sender elektromagnetiske impulser ned i jorden. Jordens respons måles og bruges til at opbygge en geofysisk 3D-model.  

Systemet kan registrere forskelle mellem f.eks. ler, sand og kalk samt vise, hvor jordlagene skifter. Målingerne kan give information ned til 60-70 meters dybde og er mest detaljerede i de øverste 10 meter. 

Midtjyske Motorvej mellem Billund og Give 

Vejdirektoratet anlægger en 18 kilometer lang motorvej mellem Billund og Give. Formålet er at forbedre fremkommeligheden, aflaste de lokale veje og understøtte vækst og udvikling i lokalområdet. Motorvejen skal desuden aflaste den trafikerede E45 Østjyske Motorvej og skabe bedre forbindelse til og fra Billund Lufthavn. 

Projektet er i gang med at blive projekteret, og Vejdirektoratet forventer, at motorvejen kan åbne i to etaper i henholdsvis 2032 og 2034. 

Næstvedmotorvejen mellem Næstved og Rønnede 

Vejdirektoratet er i gang med at undersøge mulighederne for at anlægge en cirka 15 kilometer lang motorvej mellem Næstved og Sydmotorvejen ved Rønnede. En ny motorvej vil forbedre mobiliteten for erhvervstrafikken på det sydlige Sjælland og kommer primært pendlere mellem Næstved og Hovedstadsområdet til gode. 

-dc

8/10 2026