Herning bliver vært for Verdens Vildeste Brobyggere til næste år
31. maj 2024 vil tre hold af lokale lærlinge bygge tre spektakulære broer på tid over kanalen ved Fuglsang Sø. Konkurrencen vil vise, hvad man kan skabe af storslåede ting som erhvervsuddannet
Når brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere kommer til Herning til sommer er det fjerde gang, eventet finder sted. Tidligere har København, Fredericia og Aalborg været værtsby for konceptet, som forener nervepirrende, live brobygning med uddannelsesmesse og folkefest.
- Ingen bro uden arkitektur og matematik - men absolut heller ingen bro uden tømrere, smede, struktører og elektrikere! Verdens Vildeste Brobyggere er en hyldest til alle dem, som hver dag er med til at binde verden og mennesker sammen - og vi vil skabe en positiv fortælling om, hvad du kan som ung erhvervsuddannet, fortæller stifter af konkurrencen, Michael Jeppesen.
Med 25 forskellige erhvervsuddannelser og specialer samlet på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, et nyt, arkitekttegnet håndværkskollegium på vej og udsigt til at skulle afvikle Euroskills 2025 pegede pilen naturligt på Herning som værtsby for Verdens Vildeste Brobyggere.
Herning Kommune ser frem til værtskabet:
- I Herning Kommune vil vi rigtig gerne være med til at klæde de unge på med viden om fremtidsmulighederne, hvis man for eksempel tager en erhvervsuddannelse. Det her event er med til at levendegøre alt det, som man kan med netop en håndværks- eller ingeniøruddannelse i Herning. Det er fantastisk - og så glæder vi os bare til den fest, der bliver omkring dagen, udtaler borgmester Dorte West (V).
Uden om de hårdtarbejdende lærlinge, som er dagens absolutte omdrejningspunkt, vil der til eventet være en hovedscene med interviews og musik, lokale food trucks, workshops for skoleelever og et stort messeområde, hvor gæster kan deltage i konkurrencer, 3D-printe og save, og samtidigt få information om relevante uddannelser og uddannelsesinstitutioner inden for byggeriet og industrien.
-dc