Historie bag grafisk betonDer har netop været rejsegilde på det nye Rigsarkiv i Viborg. Byggeriets facader fremstår som et kunstværk med digitale pixelmønstre formet af tekstilkunstneren Grethe Sørensen.

Historie bag grafisk beton

Arkitektur, kunst og beton mødes i det nye Rigsarkiv i Viborg. Schmidt hammer lassen architects i Aarhus sætter nye rammer for kunstnerisk udsmykning. Bygningen skal stå klar til november

I det nye Rigsarkiv i Viborg kan 72 kilometer arkivreoler snart være godt ”pakket ind” bag facader i grafisk beton, der står som et samlet kunstværk skabt af tekstilkunstneren Grethe Sørensen.

Det står klart efter rejsegildet på byggeriet torsdag, hvor der også kunne sættes en foreløbig horisont for indflytningen, som er planlagt til november 2015.

- Hele facaden fremstår som et stort sammenhængende system af arkivreoler med præcise aftegninger, stærke kontraster, markante grafiske linjer og samlinger, der indgår som integrerede dele af motivet. Huset er helt sit helt eget og sender entydige signaler om sin unikke identitet over lang afstand.

Sådan beskriver sagsarkitekt MAA Sebastian Schroers fra schmidt hammer lassen architects i Aarhus den arkitektoniske profil af et nyt Rigsarkiv i Viborg.

Der er tale et højteknologisk OPP-byggeri, der fremstår som et stort, sammenhængende kunstværk tegnet af tekstilkunstneren Grethe Sørensen og støbt hos Confac A/S i Randers.

Koncept har fremtiden for sig
Trods få arkitektoniske virkemidler er sagsarkitekten ikke tvivl om, at det nye Rigsarkiv i Viborg kommer til at stå som en fræk og fremadrettet kommentar til erhvervsområdets traditionelle industriarkitektur.

- Merudgiften til kunstner og produktion af projektets grafiske betonfacader med indlejret kunst ligger indenfor rammen af de afsatte kunstmidler til statsstøttet byggeri, pointerer Sebastian Schroers.

Schmidt hammer lassen architects ser projektet og udviklingen af de grafiske betonfacader som et godt eksempel på, hvordan man kan udforske tidens byggekomponenter og tilføre dem både arkitektonisk værdi og projektspecifik identitet.

- Sammenholdt med, at en fortsat stigende del af den samlede bygningsmasse opføres som betonelementprojekter med begrænsede arkitektoniske udfoldelsesmuligheder, er der næppe tvivl om, at grafisk beton har fremtiden for sig, forudser Sebastian Schroers.

Teknisk præcision
Det er en forudsigelse, der matcher udviklingen hos Confac A/S, som er pioner inden for udviklingen af grafisk beton.

- Vi har blandt andet som leverandør til skolebyggerier gennem en årrække opbygget solid viden og know-how indenfor effektiv kvalitetsproduktion af grafiske betonelementer, og vi oplever en stigende interesse for unikke facader opført med grafiske betonelementer, der via indlejret kunst, symboler eller logo sender et klart signal til omverdenen, konstaterer adm. direktør og medstifter Erling Holm fra Confac A/S.

Han understreger, at produktion af grafisk beton i et spektakulært og sindrigt design stiller endog meget høje krav til præcision og teknikker, og tilføjer, at den kunstneren som led i den kunstneriske skabelsesproces har nærstuderet produktionsprocessen hos Confac.

Inspirerende udfordring
Ifølge tekniskdesigner og kunstner Grethe Sørensen er der langt fra tråd og væv til sten, cement og støbebord, og for hende det har været en både lærerig og inspirerende udfordring at arbejde med helt nye processer og materialer.

- For at nå frem til det rigtige resultat var jeg nødt til at dykke dybt ned i selve produktionsprocessen, siger tekstildesigner Grethe Sørensen, der udover at have skabt udsmykningen af det nye Rigsarkiv i Viborg blandt meget andet har høstet stor international anerkendelse for monumentale jacquardvævede tekstiludsmykninger.

- Hele forløbet har været kendetegnet af et tæt, lærerigt og ukompliceret tværfagligt samarbejde omkring støbeformene, og jeg har stillet rigtig mange spørgsmål, siger hun.

Arkivreoler og pixelmønstre
Grethe Sørensen tilføjer, at motivet til det nye Rigsarkiv, der skal anvendes som lager og ikke bliver åbent for publikum, lå lige for: Det skulle selvfølgelig være arkivreoler, som i et klart og entydigt sprog signalerede husets funktion og indhold.

- Men samtidig ville jeg gerne med udsmykningen understrege og sammenholde arkivets historiske afsæt med nutiden, og den tid vi går i møde, siger hun.

Kunstværket skulle stå som en kommentar til overgangen fra den analoge verden til nutidens og fremtidens digitaliserede samfund, og for Grethe Sørensen det har været en imponerende oplevelse at se, hvordan Confac med stor præcision og skarp fokus på detaljen har formået at konvertere hendes tegninger til et kunstværk indlejret i betonfacader.

- Resultatet ligner fuldstændig min digitale visualisering. Fra lang afstand står arkivreolernes grafiske udtryk klart i tolv forskellige grå nuancer og opdeler facaden i harmoniske vandrette og lodrette snit. Tæt på åbner arkivreolerne sig med mønstre af små kvadrater – digitale pixelmønstre, der spiller i to dimensioner med glatte, hvide overflader og blotlagte granitskærver, siger Grethe Sørensen.

-cmn

19/3 2015