Historisk silobygning bliver bevaringsværdig i Aarhus
Et af de markante bygningsværker, der får status som bevaringsværdig, er silobygningen på Aarhus Havn, der er kendt som "De Fem Søstre"
En hel stribe af bygninger i Aarhus bliver nu gjort bevaringsværdige internt i kommunen.
Det står klart, efter Aarhus' byråd onsdag mødtes og stemte et tillæg til en kommuneplan igennem.
Et af de markante bygningsværker, der nu er kommet på listen, er silobygningen på Aarhus Havn, der er kendt som 'De Fem Søstre'.
Bygningen, der i 2027 kan fejre 100-års fødselsdag, har fået klassificeringen 1, som er den højeste bevaringsværdi.
I begrundelsen kaldes bygningen for "ikonisk", og dens historie som Aarhus' første betonbygning bliver fremhævet. Ydermere blev byggeriet i 2007 gjort til national kulturarv og udpeget som et af 25 industriminder i landet.
De Fem Søstre' på Aarhus Havn
De Fem Søstre' er et siloanlæg på havnen i Aarhus.
Siloerne ligger på Mellemarmen og er opført i 1927. De er tegnet af Hjalmar Kjær og bygget af jernbeton.
Kapacitet: 12.000 kubikmeter oliefrøkager og 13.800 kubikmeter korn.
Historisk betydning: Et af de 25 nationale industriminder i Danmark, der illustrerer industrihistorien fra 1840 til 1970.
Funktion: Opbevaring og håndtering af korn og foderstoffer.
Betydning: Indvarslede en ny epoke for mekanisering af havnearbejdet og ændrede byens silhuet.
Kulturel opfattelse: Symbol på moderne tid og inspirationskilde for funktionalistisk arkitektur.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen.
Bevaringsklassificeringen er del af et større projekt, hvor flere tusinde bygninger i Aarhus opført inden 1970 får deres bevaringsværdi vurderet.
Også Retten i Aarhus, Skifteretten i Aarhus og flere af Aarhus Universitets bygninger har fået den højeste bevaringsværdi, 1.
Aarhus Kommune understreger dog, at der ikke følger særlige forpligtelser med til ejerne af de bygninger, der nu anses som bevaringsværdige. Ejerne modtager heller ikke nogen former for kompensation eller skattefordele.
Bygningerne kan stadig rives ned, og kun en bevarende lokalplan kan stå i vejen for, at en ejer fjerner sin bygning.
Formålet med oversigten er at dokumentere bygningskulturen i Aarhus og være med til at informere beslutningstagerne i fremtidige sager.
Kilde: TV2 Østjylland, Slots-og Kulturstyrelsen.
-kis