Håndværkercamps skyder op i Østdanmark
Der er stor aktivitet i større byggeprojekter som Femern-forbindelsen og Novo Nordisk i Kalundborg. De involverede håndværkere har behov for indkvartering, hvilket har åbnet for et nyt marked for leverandøren af fleksible moduler, Adapteo
Selv om byggeriet i Danmark generelt set har oplevet en afmatning over de seneste år, så er der fortsat gang i aktiviteten, når det kommer til projekter inden for infrastruktur og større domicilbyggerier.
Sådanne projekter tiltrækker en stor mængde udførende fra såvel ind- som udland, der skal bruge midlertidig indkvartering.
Her kommer fleksible modulbygninger ind i billedet, og ifølge Andreas Löfgren, adm. direktør for Adapteo Danmark, er efterspørgslen de seneste år kun gået en vej:
- Det er helt tydeligt, at der er sket et skifte i kvaliteten på håndværkercamps – det er ikke længere blot lig med en seng og et tag over hovedet.
Bygherrerne og entreprenørerne har langt større fokus på at sikre håndværkerne et komfortabelt sted at bo med godt indeklima, men også med det lavest mulige klimaaftryk, siger han og fortsætter:
- Samtidig er fleksibiliteten fortsat i højsædet. Der er også i højere grad opmærksomhed på at forbedre infrastrukturen, der sikrer, at beboerne har mulighed for et helt normalt liv væk fra hjemmet eksempelvis i form af fælles opholdsrum, motionsrum eller kantinefaciliteter.
Modulleverandøren opererer med to forskellige løsninger til de såkaldte håndværkerbyer. Den ene er camps, hvor en række virksomheder lejer sig ind på mere uforpligtende vis og dermed har muligheden for at skalere meget hurtigt op og ned afhængig af deres aktivitetsniveau.
Adapteo bestyrer lige nu selv fem af denne type camps, som alle er beliggende øst for Storebælt.
Sidste år åbnede Danmarks største lavenergicertificerede camp i Rødby, hvor solpaneler og varmepumper står for opvarmningen af de 250 håndværkerboliger, som er bygget i først fase. Inden længe udvides campen i Rødby til 500 håndværkerboliger.
Og senest er Adapteo i færd med at bygge en ny camp med mere end 600 boliger i Kalundborg, hvor lejerne især arbejder på Novo Nordisks omfattende byggeprojekt. Første fase af byggeriet vil bestå af 160 boliger.
Den anden løsning er en mere tilpasset løsning, hvor en enkelt kunde i tæt samarbejde med Adapteo designer en håndværkercamp, som virksomheden så lejer specifikt til deres projekt.
Et eksempel er FLC Village i Rødby, hvor i alt 30.000 m2 fordelt på 1344 værelser siden 2021 har været hjem for de mange håndværkere, der arbejder på Femern-forbindelsen.
Og der er ingen tvivl om, at Adapteo ser store muligheder på det danske marked for begge løsninger:
- Lige nu er vores aktiviteter primært centreret om Østdanmark, men jeg ser et stort potentiale i resten af landet eksempelvis i Odense, Esbjerg og på Bornholm, hvor der også er mange større byggeaktiviteter. Jeg tror på, at vi nemt kunne fordoble antallet af camps, siger Andreas Löfgren.
-dc