Håndværkere måske udsat for asbest på rådhus i Aarhus

Håndværkere måske udsat for asbest på rådhus i Aarhus

Aarhus Kommune erkender manglende dokumentation for asbesthåndtering på rådhuset

Aarhus Kommune kan ikke udelukke, at ansatte eller håndværkere på rådhuset har været udsat for asbest. Det fremgår af en gennemgang af byggeprojekter, som kommunen selv har offentliggjort.

– Problemet er, at vi ikke har dokumentation for, at arbejdet er udført efter forskrifterne, siger Tyge Wanstrup, forvaltningschef i Aarhus Ejendomme, til TV2 Østjylland.

Kommunen har i samarbejde med rådgivningsfirmaet Dansk Miljørådgivning undersøgt byggearbejder på rådhuset fra 2008 til 2024. I alt blev 105 projekter gennemgået, hvoraf 32 med høj sandsynlighed har involveret asbestholdige materialer.

Rapporten peger på, at der generelt mangler dokumentation for, at der er gennemført asbestundersøgelser eller asbestsanering i forbindelse med renoveringer.

– Det må ikke ske, og jeg er frygtelig ked af det. Men fakta er, at dokumentationen mangler. Det er mit ansvar – og Aarhus Kommunes ansvar, siger Tyge Wanstrup.
Han understreger, at kommunen siden 2021 i langt højere grad har sikret sig den nødvendige dokumentation.

Asbest blev tidligere brugt i byggematerialer, men er sundhedsskadeligt og kan føre til kræft. Stoffet findes stadig i mange ældre bygninger og er særligt farligt, når det frigives under renoveringsarbejde.

Ifølge kommunen arbejdes der nu på at få det fulde overblik over tidligere byggeopgaver samt at sikre, at reglerne følges fremadrettet.

-kis

 

25/8 2025