
HOFOR opfører solcellepark på 255 hektar
Sorø Kommune har givet tilladelse til at opføre solcelleparken på et 255 hektar stort areal, der tilhører Stiftelsen Sorø Akademi.
Københavns Kommune har netop godkendt, at HOFOR(Hovedstadens Forsyningsselskab) kan bygge Fjenneslev Solcellepark langs Vestmotorvejen mellem Sorø og Ringsted.
Solcelleparken vil kunne levere grøn strøm svarende til 51.000 danske husstandes årsforbrug. Parken forventes at være klar til levering af strøm allerede fra 2027.
Parken skal opføres på den nordlige side af Vestmotorvejen, hvor Sorø Kommune har givet tilladelse til at opføre parken på et 255 hektar stort areal, der tilhører Stiftelsen Sorø Akademi. Selve opsætningen af solcellepanelerne begynder ved årsskiftet.
- Som landets største forsyningsselskab ønsker HOFOR at bidrage aktivt til den grønne omstilling ved blandt andet at opføre solcelleparker og vindmølleparker i Danmark.
Vi bygger vind- og solparker, hvor borgere, erhvervsliv og myndigheder støtter op om projekterne, og det har vi i høj grad oplevet med Fjenneslev Solcellepark. Stiftelsen Sorø Akademi har været en stærk lokal drivkraft i udviklingen af projektet, siger Susanne Juhl, bestyrelsesformand i HOFOR, og fortsætter:
-Vi er utrolig glade for den opbakning, som projektet har fået fra både Sorø Kommune og Københavns Kommune samt især de lokale borgere og naboer, som har deltaget i dialogen om indretningen af parken, så den tager størst muligt hensyn til omgivelserne.
Hensyn til lokalmiljø og biodiversitet
Solcelleparken vil blive omkranset af et levende grønt hegn bestående af buske på op til 4,5 meter, så parken generer omgivelserne mindst muligt. Inde i parken skal græs og vilde blomster vokse under og mellem solpanelerne af hensyn til biodiversiteten.
Græssende får i solcelleparken vil sørge for at holde plantevæksten i ave, mens faunapassager vil sikre, at større dyr og vildt let kan bevæge sig igennem solcelleparken - uden at komme for tæt på solpanelerne eller skulle gå uden om.
Stiftelsen Sorø Akademi glæder sig også over, at projektet nu kan skyde op af jorden:
-Det er mere end fem år siden, idéen blev født, og undervejs har vi skullet vende mange sten og rydde dem af vejen. Vi har sikret nødlanding for svæveflyvere og hensyn til naboer og biodiversitet for blot at nævne nogle.
Valget af HOFOR som samarbejdspartner har vi aldrig fortrudt. Deres tilgang til interessevaretagelse har været helt i tråd med vores, og det har været med til at sikre en smidig proces, siger direktør Jens Kristian Poulsen.
I Københavns Kommune, som er medejer af HOFOR, siger overborgmester Lars Weiss (S):
-Vores energiforbrug vokser, så for mig er der ingen tvivl om, at vi skal bidrage til at producere mere grøn strøm – også uden for kommunens grænser, når det er muligt. Derfor er jeg også glad for, at vi bidrager til at opføre Fjenneslev Solcellepark.
Med den tager vi et stort skridt mod en mere vedvarende energiproduktion, og den er samtidig et vigtigt bidrag til at nå vores mål om at blive klimapositiv i 2035, siger overborgmester Lars Weiss.
Om få dage begynder byggemodningsarbejdet for det store solcelleanlæg, som HOFOR forventer vil kunne producere strøm allerede fra årsskiftet 2026/2027.