Hollandske krav til byggeriers bæredygtighed
Repræsentanter for NCC har været i foretræde for Folketingens Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget for at få politikerne til at erkende, at ’regulering af indlejrede drivhusgasser er nødvendig’
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Her henviste man blandt andet til udtalelser fra professor ved Institut for Byggeri og Anlæg; AAU, Michael Havbro Faber, der peger på, at ’selv, hvis alle andre sektorer kommer i mål, kan byggeriet alene trække os alle sammen ned på globalt plan’:
- Det er det, man skal indse. Man skal indse, at det ikke er gjort på fem eller ti år, det tager tid, derfor skal vi simpelthen i gang med det samme. Der bliver talt alt for meget om de forkerte ting. De drivhusgasser, der vedrører flytrafik, udgør to til fire procent. Når vi taler om byggeriet - den indlejrede energi i konstruktioner - så taler vi om 10-25 procent…
Den hollandske model
NCC peger også på, at set over bygningens samlede levetid er udledningen af drivhusgasser fra byggematerialernes fremstilling, transport og bortskaffelse langt større end CO2-udslippet forbundet med den daglige drift.
Her henvises til ’den hollandske model’, hvor det siden 2018 har været lovpligtigt at få miljøgodkendt nye byggeprojekter – både private og offentlige.
Desuden er indført en ”moderat grænseværdi, men hensigten er at sænke den. Grænseværdien begrænser, hvor meget en bygning må forurene i et livscyklusperspektiv, og den betyder blandt andet, at drivhusgasser fra materialer vægter 50 procent.
Den ’danske model’
Til sammenligning vægter de totale drivhusgasser i DGNB (det danske bæredygtighedscertifikat) blot 8,8 procent.
Værdien udregnes på baggrund af en national standardiseret metode og database med data fra en database over byggematerialer og deres respektive drivhusgasbelastning.
På den baggrund mener NCC, at næste skridt bør være ’en politisk regulering i Danmark hurtigst muligt’.
NCC peger på, at der i bygningsreglementet bør indgå en bæredygtighedsklasse med en politisk fastsat grænseværdi for bygningens klimaaftryk ? inspireret af den hollandske model.
Læs også kommentaren fra boligminister Kaare Dybvad Bek.