HusCompagniet opgiver fusion med eurodan-huse
HusCompagniet og eurodan-huse har trukket deres fusionsanmeldelse tilbage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indstiller derfor behandlingen af sagen
HusCompagniet og eurodan-huse anmeldte i oktober 2019 deres fusion til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrencemyndighederne skal ifølge reglerne godkende en fusion, hvis den ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt. Hvis det omvendte er tilfældet, skal fusionen forbydes.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført omfattende markedsundersøgelser, hvor blandt andet kunder, leverandører og konkurrenter er blevet hørt samt foretaget en række økonomiske analyser.
Styrelsen udtrykte på den baggrund konkurrencemæssige betænkeligheder ved fusionen over for parterne. Parterne valgte herefter, at trække anmeldelsen tilbage, så Konkurrencerådet ikke skulle træffe afgørelsen i sagen. Fusionen bliver således ikke gennemført.
Formand for Konkurrencerådet, professor Christian Schultz, siger:
- Parterne har valgt at trække deres anmeldelse af fusionen, før Konkurrencerådet kunne træffe afgørelse i sagen. Den anmeldte fusion bliver dermed ikke gennemført. Styrelsens undersøgelser pegede i retning af, at fusionen kunne skade konkurrencen og føre til højere priser på nybyggede typehuse, siger han.
Uenige i bekymringer
Både HusCompagniet og eurodan-huse er byggevirksomheder, hvis hovedaktiviteter består i at designe, bygge og sælge nøglefærdige typehuse, herunder parcel- og rækkehuse, til primært private kunder. HusCompagniet er ejet af kapitalfonden EQT, og det var hensigten, at HusCompagniet med fusionen overtog 100 % af aktierne i eurodan-huse.
Målet med opkøbet var, at virksomhederne i fællesskab skulle udvikle og levere innovative løsninger på huse til kunderne. Et samarbejde, der altså ikke bliver muligt som følge af processen hos myndighederne.
- Der er ingen tvivl om, at vi er uenige i de bekymringer og analyser, som myndighederne har fremhævet i godkendelsesprocessen. Det er en proces, vi har taget til efterretning, og vi er sammen med eurodan-huse blevet enige om ikke at gennemføre handlen. Det er sket i god ro og orden. Nu ser vi fremad og fortsætter udviklingen af vores forretning, siger Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet.
Thomas Dahl, adm. direktør i eurodan-huse, tilføjer:
- Når vi ser på de udfordringer, der har været i forbindelse med godkendelsen af sammenlægningen hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, deler vi den fælles beslutning om ikke at gennemføre sammenlægningen. Det er vi naturligvis ærgerlige over, men begge parter er jo stærke virksomheder, som vil fortsætte med at levere kvalitetshuse til kunderne. Nu findes ’gamle strategiplaner’ frem og vi ser fremad.
-los