Hustømrerne udvider med ny afdeling i Kolding Med den nye afdeling i Kolding kan der skæres noget af transporttiden til glæde for både kunder og medarbejdere.

Hustømrerne udvider med ny afdeling i Kolding

Lokal forankring i det dynamiske Trekantområde trækker, og Hustømrerne er med udvidelsen overbevist om, at det vil betyde et løft i både kvalitet og service, når man kommer helt tæt på opgaverne - også dem på Fyn

Hustømrerne er godt repræsenteret i det jyske med afdelinger i både Aabenraa, Aarhus og Aalborg. Nu tager man endnu et skridt for også at cementere den gode position i Trekantområdet ved at åbne en afdeling i Kolding.

Herved får man en større lokalforankring og fleksibilitet i forhold til de mange opgaver, som Kolding og omegn kan byde på.

- Vi kommer helt tæt på vores kunder og kan give dem en endnu bedre service. Vi får også en helt anden fleksibilitet, og får rig mulighed for at udvikle vores markedsposition i området, fortæller Brian Dall, der er afdelingschef i Hustømrernes afdeling i Aabenraa og som vil få ansvaret for den nyoprettede afdeling i Kolding.

Travlhed skal ikke gå udover kvalitet
Kvaliteten har været i fokus i forbindelse med beslutningen om at oprette en ny afdeling. For der er fuld damp under byggeriets glohede kedler, men konsekvensen kan være, at tingene går for hurtigt i forsøget på at følge med ordrerne:

- Det går stærkt for tiden og det mærker vi da også. Derfor er det vigtigt at have et godt hold af medarbejdere under sig, så man kan følge med ordrerne, men også at alting bliver udført med øje for det gode håndværk. Heldigvis har vi fået samlet et super godt team i Kolding og jeg tror, at vi får endnu lettere ved at tiltrække nye og dygtige medarbejdere fra lokalområdet, forklarer Brian Dall.

Med åbningen af kontoret i Kolding kommer man også meget tæt på det fynske marked og her er der også mange muligheder for Hustømrerne:

- Det er ikke til at vide hvad fremtiden bringer. Men hvis muligheden byder sig, så kan vi fra Kolding sagtens rykke ud til opgaver på Fyn. Det er jo også et spændende marked, med mange interessante projekter, afslutter han.

-los

24/6 2021