Hver tredje virksomhed i byggebranchen kører med underskudIfølge Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, er der grund til bekymring i byggeriet.

Hver tredje virksomhed i byggebranchen kører med underskud

Efter en sommerperiode med færre konkurser har der i byggeriet været en stigning på 20 % i september. Samtidig er næsten hver tredje byggevirksomhed tabsgivende - det kan betyde flere konkurser. Det er det højeste siden 2017

I september 2023 kørte 31,4 % af virksomhederne i byggeriet med driftsunderskud - det er den højeste andel siden januar 2017, hvor 31,6 % kørte med underskud.

- Tallene viser en negativ trend siden medio 2022, hvor blot 27,8 % af byggevirksomhederne kørte med underskud. Det er klart, at når flere virksomheder har underskud, er der en større risiko for, at de på et tidspunkt må dreje nøglen - især hvis tendensen bider sig fast over flere kvartaler, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, som står bag undersøgelsen.

Han fortsætter:

- Hos byggeriet er der afgivet tilbud på entrepriser ud fra nogle materialepriser, der ved udførelsen er steget så betragteligt, at kunden ikke har kunnet betale for dem alligevel, eller at byggevirksomheden selv har måttet indkassere regningen ved prisstigningen. Det har betydet, at selskaberne har lidt betydelige tab. Det har taget livet af nogen, og det kommer vi også til at se i de kommende kvartaler, selvom vi forventeligt ikke ser ind i en kæmpe konkursbølge lige nu.

De økonomiske vanskeligheder sætter også sine spor i det aktuelle konkursniveau. Sammenlignet med september 2022 har der været 20 % flere konkurser i byggeriet i september i år.

Ifølge Experian-direktøren behøver underskud i sig selv ikke at være fatale for en byggevirksomhed, og han mener, at danske virksomheder generelt har en fornuftig modstandskraft og tilstrækkelig med likviditet til at klare den afmatning, der rammer lige nu.

- Der er en usikkerhed, som vi skal holde øje med, og det er også vigtigt for kreditaktører at forholde sig til. Der skal jo stadig ydes kredit til gode kunder og sobre investeringsprojekter, men det er klart, at risikoen for at lide tab alt andet lige er blevet større i dag end for halvandet år siden, siger han.

-dc

13/10 2023