Hverken træer eller byggekraner vokser ind i himlen
Efter fem år 2013-2018 med uafbrudt medvind i bygge- og anlægsbranchen, vurderer Dansk Byggeris cheføkonom, at branchen i år har nået et højdepunkt. Nu begynder det at gå den anden vej
Samfund
Af Dan Bjerring
Samlet set byder 2019 ifølge Dansk Byggeris konjunkturanalyse på fremgang, og prognosen for det kommende år er en smule opjusteret i forhold til forventningerne i marts.
Tallene for beskæftigelsen er opjusteret med 1.000 både for 2019 og 2020, og ifølge Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg skyldes væksten i beskæftigelsen de seneste fem år fremgang i nybyggeriet af boliger.
- Når vi kigger på beskæftigelsen inden for reparation og vedligehold er den mere stabil, men for anlægsmarkedet er billedet anderledes. Der forventer vi et fald i beskæftigelsen med 1.000 i 2019 og 500 i 2020. I 2021 kommer der en stigning på 1.500, hvis man som forventet begynder anlægget af Femern-Bælt-forbindelsen, siger Bo Sandberg.
Til gengæld ser prognosen for anlægsmarkedet ikke godt ud, hvis Femernforbindelsen fjernes fra regnestykket, fordi ordrebøgerne bliver tyndere.
Nybyggeriet er den største vækstmotor
I 2019 har den største vækstmotor i byggebranchen været nybyggeriet af boliger, hvor man dog de kommende år i kølvandet af den høje byggeaktivitet i de seneste år - behovet for flere boliger i de store byer - forventer nedgang i nybyggeriet.
Forklaringen findes ifølge konjunkturanalysen to steder.
- De nye skatteregler giver ikke en skatterabat ved køb af ejerbolig efter 2020, og det sænker efterspørgslen. Blandt andet derfor ser projektbyggeriet af ejerlejligheder ud til at have toppet.
- De store investeringer i det almene boligbyggeri i de seneste og indeværende år forventes at aftage fra 2020 og frem.
Gode forhold for landbruget
En lille stigning i nybygget erhvervsbyggeri vil dog opveje faldet en smule. Det skyldes primært de gode forhold for landbruget - de høje priser på svineproduktionen - og den høje kapacitetsudnyttelse i industrien:
- Det skal dog understreges, at erhvervsbyggeriet ikke kan opveje for faldet inden for boligbyggeriet, så aktiviteten inden for nybyggeri vil være mindre frem mod 2021, noterer konjunkturanalysen.
Nulvækst for anlægsmarkedet
Dansk Byggeri forventer omtrent nulvækst for anlægsmarkedets produktionsværdi i 2019 og 2020. Den hopper dog – alene på grund af starten på anlægget af Femernforbindelsen - op med mere end 10 procent i 2021.
Markedet for reparation og vedligehold vil også være en vigtig drivkraft for væksten i bygge- og anlægsbranchen i 2020 og 2021, på grund af den positive udvikling i handelsaktiviteten - istandsættelse af bolig ved til- og fraflytning - og konverteringsbølgen af realkreditlån, hvor ekstra økonomisk råderum også bliver brugt på renovering.
Toppen ER nået
Konkret forventes byggebeskæftigelsen at stige med 3.900 personer i 2019 til 176.500.
Det påbegyndte boligbyggeri ventes at toppe med 33.000 boliger i 2018 faldende til 32.000 i 2019.
I 2020 forventes en tilbagegang i beskæftigelsen på 1.000 personer, men i 2021 skifter billedet igen med en forventet fremgang på 1.500 personer primært trukket af den forventede igangsættelse af Femern Bælt-forbindelsen og ikke mindst en stigende energirenoveringsaktivitet i boligsektoren.
Bo Sandberg siger til BygTek, at hverken træerne eller byggekranerne vokser ind i himlen, og at toppen af opsvinget ER nået på et eller andet tidspunkt af første halvår i år:
- Vi har set nogle tendenser, der flader ud de seneste måneder, og vi forventer derfor, at det nu – dog ikke dramatisk – begynder at gå ned ad bakke for byggeriet. Når det er gået fremad i seks år, og beskæftigelsen i byggebranchen i den periode er steget med 32.000, er det vel nådigt sluppet, hvis man kan ’nøjes med’ at miste 1000-1500 arbejdspladser i 2020. Men vi kan godt frygte, at vi måske skal nedjustere tallene, hvis den internationale økonomi udvikler sig værre, end det ser ud til i øjeblikket, siger Bo Sandberg.
Understrøm af urbanisering
Han noterer, at der fortsat er en understrøm af ’urbanisering’, hvor flere flytter til de store byer:
- Seniorerne vil gerne være tæt på kulturlivet, og de studerende vil også gerne bo i større byer. Desuden ser vi et stigende omfang af singler og skilsmisser, som skaber et stigende boligbehov. Det gælder ikke kun København, Aarhus, Aalborg og Odense, men også byer som eksempelvis Næstved, Roskilde, Silkeborg og Herning, hvor vi ser en helt klar tilstrømning og deraf stigende befolkningstal, siger cheføkonomen videre.
Klart selvmål af København
Set i det lys ligner det et klart selvmål, at man i København har sat en gennemsnitsstørrelse
på 95 kvadratmeter for nye ejerboliger. Der er i stedet brug for mange flere mindre boliger:
- Det har helt klart været et fejlskud, at man så længe har hængt fast i den store gennemsnitsstørrelse. Men det virker også som om, at kommunen selv er ved at indse problemet i det nye forslag til kommuneplan, som er i høring og snart skal vedtages. Der lægges op til at lempe på gennemsnitskravet. Det var måske meget fornuftigt i 1980’erne og 1990’erne, hvor der stadig var meget slum og et stort behov for byfornyelse, at man sørgende for at få mere solide skatteborgere til byen ve blandt andet at lægge små lejligheder sammen og opprioriterede de store boliger. Men der er pendulet svinget for meget i den retning, og der er brug for at det kommer ind på et mere naturligt leje, siger Bo Sandberg.
Femernforbindelsen er det store spørgsmålstegn
Med hensyn til Femernforbindelsen er der ikke den store bekymring i Dansk Byggeri for, at de tyske myndigheder ender med at ’siger NEIN’ ved domstolene til projektet. Men Bo Sandberg indrømmer med tanke på Femernforbindelsens historik, at der ikke er nogen garanti for, at den nuværende tidsplan holder:
- Det er så stort et projekt, at det påvirker hele vores prognose. Der er et tomrum i 2021 i bygge- og anlægssektoren, men hvis Femernforbindelsen kommer i gang, som den skal, stiger beskæftigelsen med 1500 sammenlignet med 2020. Kommer den ikke i gang falder beskæftigelsen med yderligere cirka 2000 personer i 2021, siger Bo Sandberg.
Han erkender samtidig, at det ikke er sikkert, at der bliver tale om egentlig danske arbejdspladser på Femernforbindelsen:
- Der er dog danske virksomheder involveret, og der bliver tale om danske underleverandører, slutter Bo Sandberg.
Klik på nedenstående link, hvis du vil høre hele interviewet med Bo Sandberg
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=3767&T=Byggekranerne vokser ind i himlen