Idrætsbyggeri i Kalundborg i topform
Byggestart for Bevægelseshuset ”Spiralen" på Herredsåsen i Kalundborg er på trapperne. Første spadestik ter netop taget. Elindco Byggefirma skal være råhusentreprenør
Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm, har onsdag taget første spadestik til Kalundborg Kommunes nye hus til dans, kampsport, idræt og andre bevægelsesformer , Bevægelseshuset Spiralen.
Spiralen opføres ved Skolen på Herredsåsen og kommer til at stå færdigt i september 2016. Huset får et bruttoareal på ca. 2.200 m2, fordelt på fire planer.
- Det bliver en stor dag, når startskuddet går til et enestående idrætsbyggeri, som vi får lov at lægge jord til i Kalundborg Kommune. Vi er meget taknemmelige for den opbakning, der har været til Spiralen fra både fonde, politikere, kommende brugere og arkitekterne bag, siger Martin Damm.
Byggeteknisk udfordring
Byggeriets utraditionelle udformning har ifølge formand for Kultur- og Fritidsudvalget og projektets styregruppe, Peter Jacobsen, givet nogle ubekendte i projekteringsfasen. Derfor har en optimering af projektet i forhold til den økonomiske ramme været nødvendig.
- Det er nu lykkedes, og vi er glade for, at vi efter en intens og fokuseret arbejdsindsats står med et unikt projekt med en bæredygtig økonomi, siger Peter Jacobsen.
Første spadestik markeres med taler ved Martin Damm og ophavsmand Serban Cornea fra Mutopia Arkitekter.
Ud over bygherre, arkitekter og de kommende brugere af huset deltager repræsentanter fra Lokale og Anlægsfonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der begge har bidraget økonomisk til projektet med henholdsvis12 mio. kr. og 11 mio. kr. Desuden har Lokale og Anlægsfonden medvirket til udviklingen af projektet.
Arkitektur og integreret brug
Bevægelseshuset får en spiralformet og åben arkitektur med sale i fire niveauer, omkranset af en ”bjergsti”. Arkitekturen har til formål at integrere formelle og uformelle aktiviteter, så huset bliver en naturlig del af lokalområdets hverdag.
Bevægelseshuset vil i dagtimerne lægge hus til idrætsundervisning og andre aktiviteter for Skolen på Herredsåsen og Børnehusene ved Fjorden, og kampsport, dans, gymnastik m.m. i eftermiddags- og aftentimerne.
Kombinationen af skole- og foreningsliv skaber gode muligheder for at udvikle idrætsundervisningen i tråd med skolereformen, samt for at rekruttere nye medlemmer til foreningerne.
Elindco skal bygge
Spiralen bliver til efter en længere proces, der går tilbage til 2009, hvor Kalundborg Kommune i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden besluttede at udvikle et alternativ til de traditionelle sportshaller i Kalundborg.
Mutopia Arkitekter blev sat på opgaven og udviklede Bevægelseshuset sammen med en følgegruppe af husets kommende brugere.
Spiralen er færdigprojekteret og bliver gennemført af Casa Arkitekter som totalrådgiver, på baggrund af dispositionsforslag udført af Mutopia Arkitekter. Mutopia Arkitekter er fortsat tilknyttet projektet som bygherrerådgiver.
Elindco Byggefirma A/S bliver entreprenør på råhus- og tømrerentreprisen, der udgør den største del af byggeriet.
-cmn