Ingen myndighedsindblanding i overholdelse af overenskomster
Dog er RUT et vigtigt redskab til at identificere udenlandske tjenesteydere, der opererer i Danmark, med henblik på eventuelt at rejse krav om overenskomst
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det radikale folketingsmedlem Samira Nawa har bedt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfay oplyse, hvordan myndighedernes muligheder for, at sikre, at udenlandske lønmodtagere fra tredjelande ansættes i overensstemmelse med danske løn- og ansættelsesforhold, er sammenlignet med myndighedernes muligheder for at sikre, at lønmodtagere fra EU ansættes i overensstemmelse med danske løn- og ansættelsesforhold.
Sædvanlige vilkår
Ministeren oplyser i sit svar, at det er en grundlæggende betingelse for som tredjelandsborger at få opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse i et bestemt ansættelsesforhold, at tredjelandsstatsborgeren er tilbudt ansættelse på ’sædvanlige’ løn- og ansættelsesvilkår:
- Styrelsen for International Rekruttering og Integration påser i forbindelse med behandling af ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse, om betingelserne for meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse er opfyldt, herunder om at løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter danske forhold. Er Styrelsen for International Rekruttering og Integration i tvivl om, hvorvidt løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige, kan styrelsen anmode de regionale arbejdsmarkedsråd om at vurdere forholdene, påpeger Mattias Tesfay.
Andres ansvar
Det slås dog samtidig yderligere fast, at ’I Danmark har vi generelt valgt’ ikke at regulere løn- og arbejdsvilkår i lovgivningen:
- Det betyder blandt andet, at myndighederne ikke håndhæver aftalte løn- og arbejdsvilkår. I stedet er det op til aftalens parter at håndhæve indgåede aftaler. Når der er indgået en overenskomst, vil det være overenskomstens parter, som håndhæver overenskomster og dermed sikrer, at de ansatte, som er omfattet, får sikret deres rettigheder, oplyser ministeren.
RUT er et redskab for fagbevægelsen
Dog skal EU-borgere, der er ’vandrende arbejdstagere’, hos en dansk arbejdsgiver, skal sikres samme rettigheder, som danske borgere.
Det betyder eksempelvis, at hvis arbejdsgiveren er omfattet af en overenskomst, så skal arbejdsgiveren også sikre de vandrende arbejdstagere vilkår efter overenskomsten.
- Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) et vigtigt redskab til at identificere udenlandske tjenesteydere, der opererer i Danmark, med henblik på eventuelt at rejse krav om overenskomst. Myndighedernes håndhævelse af reglerne om anmeldelse til RUT bidrager således indirekte til fagforeningernes arbejde. I tilfælde, hvor der er indgået en sådan overenskomst, og hvor der er indledt en sag om for eksempel underbetaling efter overenskomsten, kan fagforeningen anmode Arbejdstilsynet om at undersøge den udenlandske virksomhed og dennes aktiviteter i etableringslandet. Arbejdstilsynet undersøger i den forbindelse, om virksomheden er reelt etableret i etableringslandet. Endvidere kan Arbejdstilsynet ind hente oplysninger, som kan belyse den midlertidige karakter af en udstationering, slutter Mattias Tesfaye