Irma’s kaffetårn bliver pejlemærke for ny Rødovre-bydel
Rødovres kommunalbestyrelse har vedtaget forslag til en ny lokalplan for Irmabyen, der giver mulighed for at realisere en helt ny bydel med ca. 1.000 boliger
COOP’s arealer ved Korsdalsvej ligger i dag øde hen, men hvis det går efter planen, vil området om få år blive forvandlet til en levende bydel med Irmas tidligere kaffetårn som omdrejningspunkt.
Det er forventningen på rådhuset i Rødovre, hvor borgmester Erik Nielsen og hans kolleger i kommunalbestyrelsen netop har givet grønt lys for en lokalplan, der skaber rammerne for en helt ny bydel omkring ”Irmabyen”.
- Det er et utroligt spændende projekt, som bliver en gevinst for Rødovre. Irmabyen giver mulighed for, at vi i lokalområdet får flere af de boligtyper, der er mangel på. Der er bred politisk opbakning til projektet, og vi er klar til at understøtte det, bl.a. med en ny daginstitution i området. Jeg glæder mig til at høre, hvad borgerne siger til projektet, siger borgmester Erik Nielsen.
- Irmabyen er et stort projekt i Rødovre og forventes at udvide kommunens indbyggertal med ca. 10 procent. Derfor er det vigtigt, at alle relevante miljømæssige og økonomiske aspekter bliver grundigt undersøgt, siger borgmesteren. Erik Nielsen oplyser, at det er ejendomsselskabet ELF Development A/S, der står for udviklingen af området.
I høringsperioden inviterer Rødovre Kommune alle interesserede til et borgermøde, hvor der udover lokalplanen også informeres om VVM-redegørelse og miljørapport. Det finder sted på Rødovregård onsdag aften den 15. april.
-cmn