Joint venture skal sikre godt typehus-byggeri
Typehusfirmaet Danhaus går sammen med MBM-Byg for at sikre høj kvalitet i montagearbejdet af husene og dermed tilfredse kunder
- Vi laver årligt vi ca. 300 huse, og når vi afleverer et hus, så skal tingene bare være i orden – hver gang. I kundens øjne er et hus nemlig ikke bedre, end måden det er samlet på, forklarer adm. direktør i Danhaus, Johannes Schmith.Det er baggrunden for, at Danhaus fra Esbjerg sammen med MBM-Byg i Tørring netop har dannet joint venture-selskabet Danhaus MBM-Byg Elementmontage. Her er tre montagehold med 6 mand klar til at dække op til 80 pct. af montagearbejdet, når der opføres huse fra Danhaus i hele landet.
Resten af arbejdet går til nogle udvalgte samarbejdspartnere, som Danhaus har arbejdet sammen med i en årrække, og som leverer god og ensartet kvalitet. Det er en konstellation, der giver maksimal kvalitet og fleksibilitet.
Lukkes af på en dag
Når fundamentet er støbt til f.eks. et rækkehus fra Danhaus, så afleveres elementerne om morgenen på byggepladsen, og så skal huset gerne være lukket af inden aften. Samlet set er der en byggetid på ca. 5 uger. Danhaus har gang i flere store byggerier for tiden, bl.a. opførelsen af 92 rækkehuse i Stavtrup ved Aarhus.
MBM-Byg har siden 2004 opført en række elementtræhuse og har stor erfaring med montagearbejde.
- Det nye selskab skal sikre, at montagearbejdet kører efter en snor, så kunderne oplever, at huset bare er i orden, når de overtager det. Vi har mange års erfaring og går systematisk til værks, siger Martin B. Møller, indehaver af MBM-Byg.
Travlhed – flere huse
Danhaus har specialiseret sig i lavenergihuse. Virksomheden har netop offentliggjort regnskab for 2014, der viser et overskud efter skat på 2,465 mio. kr. For 2015 forventer man at bygge over 300 huse og åbne en afdeling på Sjælland, så virksomheden også er tæt på de sjællandske kunder.
- Hele vores produktion ligger i Esbjerg, hvor vi laver byggesæt, komponenter og elementer til husene – uanset om de skal opføres i Danmark, Tyskland eller Rusland, som er hovedmarkederne. Ca. halvdelen af de 300 huse, som blev solgt sidste år, blev opført i Danmark, mens resten blev solgt til de to store eksportmarkeder Tyskland og Rusland. I Danmark mærker vi igen rigtig god byggeaktivitet omkring de større byer, forklarer Johannes Schmith.
- mir