KAAI bliver totalrådgiver på renoveringsopgave af 32 lejligheder i Randers
Renoveringsopgaverne bliver udbudt i fag- og storentrepriser i løbet af august
KAAI (Kærsgaard & Andersen A/S, arkitekter og ingeniører) skal stå for totalrådgivningen i forbindelse med planlægning og gennemførelse af renovering af Randers Boligforening af 1940’s afdeling 33, Schousgadekvarteret, bestående af 7 ejendomme med i alt 32 lejligheder.
Totalrådgivningen omfatter arkitekt-, ingeniør og landskabsarkitektydelser i forbindelse med udførelse af dispositionsforslag, projektforslag, for — og hovedprojekt, projekteringsledelse, udbud i fagentreprise, fagtilsyn og byggeledelse samt 1 års gennemgang.
Den samlede byggesum på håndværkere og entreprenører forventes at løbe op i 25 millioner kroner inklusiv moms. Randers Boligforening og KAAI vil indbyde udvalgte virksomheder til at byde på Fag- og storentrepriserne i løbet af august.
Renoveringsprojektet gennemføres i 7 meget forskelligartede ejendomme med i alt 32 lejligheder. Ejendommene er af blandet karakterer, fra fritliggende bygninger i 1½ etage til sammenbyggede etageejendomme i 4½ etager. Ejendommene er opført i perioden 1850 til 1909 og har alle været omfattet af en byfornyelsesrenovering/sanering i starten af 1980'erne.
Bygningerne lider alle i større eller mindre omfang af, at saneringen dels blev gennemført med byggetekniske dårlige løsninger og at de byggetekniske problemer omkring fugt og skalsikring ikke blev gennemført tilstrækkelig tilbundsgående. På grund af kvarterets særlige arkitektoniske værdier og ikke mindst sanerings- og lokalplanens målsætninger administrerer Randers kommune lokalplanens bevarende bestemmelser ret restriktivt. Der skal derfor forventes et omfattende indledende samarbejde med myndighederne i forhold til fastlæggelse af renoveringsomfanget.
På grundlag af boligorganisationens ansøgning har Landsbyggefonden givet foreløbig tilsagn til udbedring af byggeskader, sammenlægning, ombygning, tilgængelighed og miljøforbedringer med en samlet anskaffelsessum på op til 35 000 000 DKK.
Projektet skal være gennemført i sensommeren 2018 og omfatter følgende Møllegade 5,
Markedsgade 7, Markedsgade 7A, Schousgade 2 B-D, Schousgade 14-16 og Grønnegade 4-6.
-mo