Kæmpekontrakter er klarListen over de entreprenører som indgår kontrakt med Nyt Hospital Herlev, vil være tilgængelig på NytHospitalHerlev.dk så snart at kontrakterne er indgået fredag. (Luftfoto: JW Luftfoto)

Kæmpekontrakter er klar

Nyt Hospital Herlev indgår 15 entreprenørkontrakter med en samlet kontraktsum på knap 1. mia. kr. i forbindelse med stor udbygning. Det sætter 500 håndværkere i sving, når byggeriet topper

Det er et stort og komplekst byggeri, som er lige på trapperne i Herlev. Når byggeriet af Nyt Hospital Herlev er på sit højeste vil der være over 500 håndværkere på pladsen. Og ikke alene foregår byggeriet i et bymiljø, men projektet skal også gennemføres samtidig med at Herlev Hospital er i fuld drift. Det stiller rigtig store krav til entreprenørerne.

Fredag den 13. november er projektdirektør Connie Barfod fra Ny Herlev Hospital klar med fyldepen og kontrakter til underskrivelse med de entreprenører, som skal stå for det fysiske byggeri.

- Med indgåelsen af kontrakterne har vi nået en vigtig milepæl. Forud ligger der en lang planlægningsproces, hvor vi har inddraget både hospitalets medarbejder og patienter, for at sikre at vi med Nyt Hospital Herlev skaber rammerne for en patientbehandling af højeste kvalitet, fortæller Connie Barfod.

Kompetente entreprenører
Projektdirektøren oplyser, at hospitalet nu står med 15 kompetente entreprenører, som er klar til at bygge Nyt Hospital Herlev. 81 tilbudsgivere var prækvalificeret, men nu er de bedste altså klar til samarbejdet, og Connie Barfod glæder sig til at samarbejde med entreprenørerne.

- Projektet var udbudt i fag- og storeentrepriser for at sikre at mindre virksomheder også havde mulighed for at byde. Det meget omfattende udbudsmateriale, indeholdt 3D-modeller, mere end 1.500 tegninger og lidt over 1.800 dokumenter.¨

Hele udbuddet foregik digitalt via Byggeweb, hvor entreprenørerne havde adgang til udbudsmaterialet og det var også her de afleverede deres tilbud ved licitationen.

Herlev Hospital udbygges med ca. 60.000 m2. Der bygges bl.a. et Kvinde-Barn-Center, et Akuthus, en ny Regional Sterilcentral og en udvidelse af hospitalets Servicebygning. Nyt Hospital Herlev forventes at stå færdigt i 2018.

-cmn

12/11 2015