Kasseret stilladsplast sparer hundredtusindvis af engangsposer
Servicekoncernen ISS har kørt et pilotprojekt med en genanvendelig affaldspose af kasseret stilladsplast i flere større virksomheder igennem det seneste år, og det har sparet 350.000 engangsposer
Den genanvendelige affaldspose har servicekoncernen ISS det seneste år brugt i et pilotprojekt hos seks større virksomheder. Blandt andet hos konsulentvirksomheden EY og Danmarks Radio, hvor ISS har brugt affaldsposen i knap 900 affaldsspande.
Pilotprojektet viser, at ISS i alt har sparet 350.000 engangsposer i plast ved at anvende posen af stilladsplast, som er udviklet af iværksættervirksomheden Kobensac. De har specialiseret sig i at omdanne brugt stilladsplast til genanvendelige og miljøvenlige affaldsposer.
- Jeg er meget begejstret over de positive resultater. Affaldsposen er miljøvenlig, den kan spare tid for vores medarbejdere, og klimaaftrykket er nærmest ikke eksisterende både for ISS og for vores mange kunder, som med en enkel løsning kan have en mere miljøvenlig affaldssortering, siger Johan Bjørn Jeppesen, Business Unit Director i den danske del af ISS.
Har sparet 5 ton CO2
Ved at anvende den miljøvenlige affaldspose har ISS sparet miljøet for ca. 5 ton CO2, hvilket svarer til at flyve frem og tilbage mellem København og New York over 800 gange. Tilsvarende har klimaftrykket for de miljøvenlige poser været på 9 kg CO2.
Og netop klimaaftrykket ude hos kunderne er noget, som ISS har styrket indsatsen mod gennem sin plan om at være CO2-neutrale i alle dele af forretningen i 2040.
- Vi er helt bevidste om, at vi skal levere vores services på en miljøvenlig og bæredygtig måde. Vi har igangsat en række initiativer til at sikre, at vi mindsker vores klimaaftryk mest muligt ude hos vores kunder og vores underleverandører. Derfor er det meget tilfredsstillende at konstatere, at de foreløbige resultater af pilotprojektet er positive, og potentialet er stort, siger Johan Bjørn Jeppesen og tilføjer, at den miljøvenlige affaldspose også er interessant for ISS' globale kunder.
Iværksættervirksomheden Kobensac, der har produceret poserne, har fået stor opmærksomhed i offentligheden og flere store virksomheder som kunder udover ISS. Produkterne er bl.a. tidligere blevet vist på Louisiana Museum, Arken, Moesgård Museum og ARoS.
-dc