Københavns Kommune prioriterer ungdomsboliger til unge hjemløse
CPH Village bygger en ny, midlertidig studieby ved Fiskerihavnen, hvor der for første gang bliver reserveret boliger til unge hjemløse. By & Havn stiller grunden til rådighed for projektet, der forventes at stå klar til studiestart i 2027
Syd for Fiskerihavnen i Nordhavn vil CPH Village snart gå i gang med at opføre154 midlertidige ungdomsboliger med plads til 291 beboere. Projektet som hedder 'Dit Nordhavn' tager afsæt i blandet brug, fællesskab og åbenhed.
By & Havn stiller grunden til rådighed for projektet, der har til formål at kombinere bæredygtighed med social ansvarlighed og boligkvalitet.
Som noget helt nyt i København bliver seks af boligerne forbeholdt unge hjemløse. Det sker i samarbejde med Københavns Kommune, Hjem til Alle Alliancen og Realdania og giver for første gang kommunen anvisningsret til ungdomsboliger i et privat byggeri.
- Det er første gang, vi laver boliger målrettet unge hjemløse til en for dem betalbar husleje. Det glæder vi os til at realisere sammen med By & Havn. Vi prøver at skabe et sted, hvor fællesskab, bæredygtighed og inklusion går hånd i hånd, siger Frederik Noltenius Busck, direktør i CPH Village.
Boligerne opføres som en del af CPH Villages by- og boligmodel, der kombinerer kompakte boliger, fællesfaciliteter og en cirkulær byggeproces.
Et fælleshus bliver det naturlige samlingspunkt for mad, aktiviteter og hverdagens liv, mens syd- og vestvendte terrasser inviterer til samvær med udsigt til både sol og vand.
Byggeriet bliver op til 40 % billigere end tilsvarende boliger uden studiepligt og cirka 15 % under markedsniveauet for studieboliger. Den lavere husleje er muliggjort gennem effektiv drift og anvendelse af genbrugte og biogene materialer.
- Vores mål er at øge udbuddet af boliger med et minimalt brug af naturressourcer. De skal samtidig være til at betale og dejlige at bo i.
- Med Dit Nordhavn bygger vi videre på otte års erfaring og dataindsamling. Dette er vores sjette iteration, og vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi kan optimere tingene, siger Frederik Noltenius Busck.
Byggeriet opføres som midlertidige studieboliger med en planlagt varighed på 15 år og forventes klar til indflytning i forbindelse med studiestart i 2027. Når beboerne flytter ind, bliver det i et boligmiljø, hvor fællesskab og social bæredygtighed ikke er et ekstra lag, men en integreret del af hverdagen.
-dc