Køber byggecenter i nabobyen De to parter blev enige om overtagelsen af XL-Byg Mou Byggecenter på bare en uge. Det nye navn bliver Mou Trælast & Byggecenter. Arkivfoto: Louise S. Strøbech

Køber byggecenter i nabobyen

Kongerslev Trælast & Byggecenter overtager XL-Byg Mou Byggecenter. Køber ser gode synergier forude

Af Louise S. Strøbech

I 110 år har familien Svendsen ejet Kongerslev Trælast & Byggecenter, og pr. 1. oktober bliver familien udbygget med Mou Trælast & Byggecenter, der ligger knapt 15 kilometer længere nordpå og i dag hedder XL-Byg Mou Byggecenter. Her har familien Thomsen drevet byggemarked i mere end 40 år.

I Kongerslev har familien Svendsen gennem tiden drevet både ligkistemagasin, møbelværksted, gipsfabrik, spærfabrik, vvs- og smedeværksted og savværk. I dag beskæftiger familien sig med tømrer- og snedkervirksomhed samt trælast og byggecenter, hvor de ca. 20 ansatte fordeler deres tid nogenlunde ligeligt mellem profferne og de private kunder; i Mou har de cirka halvt så mange ansatte størst fokus på de private kunder i lokalområdet.

- Det giver en god synergi for os med to afdelinger så tæt på hinanden. Vi vil gerne udbygge med et bredere og dybere sortiment, så vi har alt det på hylderne, som kunderne efterspørger. Mou ligger ved et sommerhusområde, og de har meget af både grill og havemøbler. Det skal vi blive ved med at have der, men vi vil også her satse mere på det professionelle byggeri fremadrettet. De er klar til at udbygge i Storvorde, hvor der lige nu ligger 300 byggegrunde, der skal udvikles. Det vil give en øget befolkningstilvækst, og det skal vi være klar til at tage i mod, siger direktør og medejer Jens Christian Svendsen til fagbladet Puff.

Han tilføjer:

- Vi ønsker også at bruge opkøbet som et springbræt mod andre markeder, for eksempel sker der en masse i Hals, der ligger tættere på Mou end på Kongerslev, siger Jens Christian Svendsen.

louise@odsgard.dk

19/8 2020