Kemp & Lauritzen udvider i Kalundborg

Kemp & Lauritzen udvider i Kalundborg

Øget aktivitet hos flere større kunder i Kalundborg-området får Kemp & Lauritzen til at åbne en ny lokation på stedet - et nyt byggeri vil stå parat til sommer næste år.

Næste år åbner teknikvirksomheden Kemp & Lauritzen en ny lokation på Svanevej 8 i Kalundborg, hvor de netop nu er i fuld gang med at opføre en helt ny bygning.

Kemp & Lauritzen servicerer flere store industrikunder i området, hvor de er bredt repræsenteret inden for både El, VVS og Ventilation.

Hos teknikvirksomheden glæder de sig over begivenheden, og Christian Bork Andersen, der er direktør for Specialer i Kemp & Lauritzen, fortæller:

– Vi er vokset ud af vores hidtidige lokation, og det glæder vi os sådan set over, for det handler om, at vores kunder er tilfredse med vores service og gerne vil have endnu mere. Med den nye lokation skal vores kollegaer på Svanevej fremover have endnu bedre rammer og muligheder for at servicere vores gode kunder i området, siger Christian Bork Andersen.

Det er et krav for Kemp & Lauritzen, at byggeriet bliver opført så ansvarligt som muligt. De opfører derfor byggeriet som et DGNB-byggeri med guld-certifikat, hvilket er en internationalt anerkendt certificeringsordning for bæredygtigt byggeri.

– Vi glæder os meget til at åbne dørene op for vores nye lokation. Med de nye faciliteter får vi ikke blot bedre rammer for vores medarbejdere, men også mulighed for at styrke vores samarbejde med de lokale aktører, siger Christian Bork Andersen.

Kemp & Lauritzen holder rejsegilde torsdag den 11. december 2025, og den nye bygning forventes at stå klar i sommeren 2026.

-kis

24/11 2025