Kendt erhvervsmand i spidsen for LE34
Landinspektørfirmaet LE34 A/S har valgt Jens Moberg som formand for bestyrelsen. Tiltaget er ifølge LE34 et vigtigt element i realiseringen af virksomhedens nationale og internationale vækststrategi
Landinspektørfirmaet LE34 er en markedsledende, sund og stærk forretning med et stort potentiale. At udnytte vækstpotentialet fuldt ud vil dog kræve, at vi fremover i endnu højere grad kan tiltrække sektorens bedste hoveder.
Sådan siger den nyvalgte formand for LE34, Jens Moberg, der bl.a. har en fortid som adm. direktør i Alectia.
Han ser frem til at engagere sig intenst i en branche, som forventet kommer til at mangle arbejdskraft over de næste 10 år.
- Det forudsætter, at vi er en attraktiv arbejdsplads og samarbejdspartner på linje med de førende rådgivningshuse i Norden. Dermed kan vi servicere vores kunder bedst muligt og sikre fremtidig vækst, siger Jens Moberg.
Kenneth Norre, der er adm. direktør for LE34, ser frem til at sparre med Jens Moberg i ledelsens arbejde omkring kundeorientering og effektivisering med fokus på vækst, innovation og nytænkning af fagområder.
- Vi vil sætte nye standarder for branchen og vise, at vi er blandt de bedste rådgivere i Danmark. Med Jens Moberg som bestyrelsesformand vil vi få tilført kompetencer, som vil styrke LE34 på strategisk niveau og bidrage til at realisere vores potentiale, fastslår direktøren.
Jens Moberg har en baggrund som blandt andet General Manager og Vice President i Microsoft samt CEO for Alectia og Better Place Denmark. Siden 2013 har Jens Moberg helliget sig bestyrelsesarbejde, og han varetager i forvejen formandsposterne i PostNord, Grundfos og Herlufsholm Skole.
cmn