Klimatilpasning er sjovt
Klimatilpasningsprojekt kombinerer klimatilpasning og nyt idrætsanlæg. De nye regnvandsbassiner ved Gladsaxe Stadion kan både bruges til regnvandsopsamling og idrætsaktiviteter
Søndag 7. juni indvier borgmester Karin Søjberg Holst Gladsaxes nye klimatilpasningsanlæg, der er gennemført som en del af det såkaldte Vandplus-projekt, som er en del af Gladsaxe Kommunes hidtil største anlæg for regnvandshåndtering.
Projektet er gennemført med støtte fra Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Naturstyrelsen i samarbejde med Nordvand A/S.
Det drejer sig om et anlæg, der består af 14 nye regnvandsbassiner og en række grøfter og vandløb på idrætsanlæggene ved Gladsaxe Stadion.
Rekreative muligheder
Fremover vil regnvand fra området omkring Gladsaxe Stadion blive adskilt fra spildevandet og i stedet løbe ud i de bassiner og vandløb, der er lavet på idrætscenteret. Ved ekstreme regnskyl vil regnvandet på den måde holdes væk fra veje og kældre.
Og når der ikke er vand i bassinerne, vil de danne ramme for idrætsaktiviteter og ophold til glæde for Gladsaxes borgere.
Nye stiforbindelser langs bassiner og grøfter skulle også gerne lokke flere til at lægge deres gå- eller løbetur gennem anlægget, og benytte sig af de nye rekreative muligheder og tage ophold og se på de mange aktiviteter, der finder sted på området.
Nye værdier i byen
Projektet er et eksempel på, hvordan klimatilpasning kan kobles sammen med forbedring af bymiljøet og borgernes mulighed for at være aktive. Klimatilpasning kan derved være med til at gøre byen sjovere og bedre at bo i.
Vandplus er et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden og Realdania i samarbejde med Naturstyrelsen. Tilsammen har de uddelt 11,8 mio. kr. til fire foregangsprojekter i hele Danmark.
Projekterne skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne. Projekterne ligger i Viborg, Solrød, Frederiksberg og Gladsaxe.
-cmn

Gladsaxes unge og borgere med hang til skateboards, hoppepuder, paddle tennis og udendørs træning vil fremover kunne gå i bassinerne eller bruge faciliteterne langs vandløbene.