Klimatilpasning skal starte på lokalt planSamvejr bliver en platform, hvor borgere og myndigheder m.fl. i fællesskab kan dele viden, diskutere, planlægge og facilitere lokale klimatilpasningsprojekter. (Grafik: Frits Ahlefeldt)

Klimatilpasning skal starte på lokalt plan

Digital platform skal få borgerne ind i klimakampen. Portalen ”Samvejr” skal hjælpe folk til at tage del i et fællesskab, hvor de kan bidrage med konkrete ideer og handling i lokale klimatilpasningsløsninger

Klimatilpasning kan ikke alene håndteres med rør og rendegravere, men kræver også en mobilisering af borgerne.

Det skal ske gennem et nyt projekt i Realdanias Klimaspring-kampagne, som via Internet vil give borgerne mulighed for at tage aktivt del i klimatilpasningen og indgå i klimatilpasningsprojekter, der forebygger og afhjælper oversvømmelser og samtidig skaber levende lokalmiljøer.

Omdrejningspunktet i det nye udviklingsprojekt, er hvordan den enkelte borger bliver en aktiv og handlekraftig aktør i klimatilpasningen.

Det skal bl.a. bane vejen for partnerskaber mellem kommuner, forsyningsselskaber, bolig- og grundejerforeninger, forsikringsselskaber og borgere, der ønsker at være med til at skabe lokale klimatilpasningsprojekter for at afhjælpe de problemer, som de øgede regnmængder og vandstande fører med sig.

Samvejr skal skabe samvær
Formålet med projektet er at udvikle en digital platform, der kobler de digitale muligheder med social handling.

Platformen, der får navnet ”Samvejr”, vil kunne hjælpe folk til at tage del i et fællesskab, hvor de kan bidrage med konkrete ideer og handling i lokale klimatilpasningsløsninger.

Når Samvejr er færdig medio 2016, vil den kunne bidrage til at skabe bedre kommunikation og forståelse mellem de mange forskellige aktører.

Borgere, bolig- og grundejerforeninger, kommuner, forsyningsselskaber m.fl. har alle en interesse i klimatilpassede kvarterer og grønne, lokale løsninger, men ofte viser det sig at være svært at skabe fælles forståelse for problemerne.

Digitaliset borgerdeltagelse
Som udviklingsprojekt handler Samvejr om at kombinere en brugerdrevet proces med en digital platform.

Denne platform skal understøtte kommunikation, interaktion og idéudvikling både lodret (mellem myndighed og borger) og vandret (mellem borgere) på en måde, der kan mobilisere og aktivere de mange uudnyttede idéer og ressourcer – samt gøre dem til løsninger på lokalt niveau.

Projektets drivende parter er Gemeinschaft, der er en antropologisk virksomhed med speciale i hverdagslivet i byer og boligområder, og designbureauet B14, der arbejder med design og teknologi med særligt fokus på udvikling af digitale helhedsløsninger.

Derudover tæller projektholdet arkitektvirksomheden Within Walls, Orbicon og strategisk kommunikationsspecialist Peter Strandby.

-cmn

26/3 2015