Kæmpe boost til byggeriet
Landsbyggefondens milliarder bringes nu i spil og betyder en meget stor stimulering af byggesektoren. Det redder tusinder af arbejdspladser
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det er ingen hemmelighed, at der både hos arbejdsgiverne i Dansk Byggeri og hos fagbevægelsen i 3F´s byggegruppe har været ført en målrettet politisk kampagne for at få åbnet Landsbyggefondens mange milliarder til at sætte gang i byggesektoren efter coronakrisen.
Alligevel kom det som en glædelig overraskelse, da statsminister Mette Frederiksen i sin 1. maj tale fortalte, at regeringen ikke bare vil åbne for de 453 konkrete projekter, der i øjeblikket ligger kalr til en værdi af cirka 1½8,4 milliarder kroner, men også vil tilføre yderligere 12 milliarder kroner over de kommende seks år.
Løser et efterslæb
Pengene skal gå til renoveringer af almene boliger – ikke mindst energieffektiviseringer – og mere end halvdelen af pengene frigives allerede nu:
Direktør Michael Nielsen fra Dansk Byggeri siger til BygTek, at der er grund til at kvittere, når regeringen og de øvrige politikere sætter noget i gang, som byggebranchen gennem længere tid har efterlyst:
- Det er noget, der kan stimulere aktiviteterne i byggebranchen og skabe jobs. Men samtidig kan det løse et efterslæb, når det gælder renoveringer af almene boliger. Det er projekter, der kan sættes i gang umiddelbart, fordi de ligger grydeklare i skuffen, og derfor kun mangler at blive udbudt, siger han.
Stor aktiv stimulering af byggeriet
Michael H. Nielsen understreger, at 18,4 milliarder kroner er mange penge og en stor aktiv stimulering til byggeriet:
- Der er tale om opgaver i flere end 80 kommuner fordelt ud over hele landet, og det er projekter, der meget hurtigt kan sættes i gang både i år og næste år. Dermed er det en meget vigtig håndsrækning til både den almene boligsektor, som får bedre boliger, og til byggeriet, der får skabt efterspørgsel efter de ydelser, vi leverer. Dermed skabes der arbejdspladser og produceres nye byggematerialer som eksempelvis vinduer. På den måde er det en fantastisk vigtig aftale på et meget vigtigt tidspunkt, siger Dansk Byggeris direktør.
Skaber også masser af lærepladser
Det, byggesektoren havde frygtet, var, at når man kommer ud på den anden side af sommerferien, så ville udviklingen, som allerede er i gang, hvor mange bliver sendt hjem, fordi der mangler arbejde, ville fortsætte:
- Regeringen har selv lavet en forsigtig beregning, der viser, at der i de 18,4 milliarder kroner de næste halvandet år ligger omkring 11.000 arbejdspladser i byggesektoren. Vores beregninger viser dog, at der er tale om væsentligt flere arbejdspladser - et sted mellem 11.000 17.000 arbejdspladser. Det betyder også en masse lærepladser til de unge, og der er brug for, at virksomhederne skal have noget i ordrebogen, så de også tør ansætte lærlinge fremover, siger Michael H. Nielsen.
Både små og store projekter
BygTek peger på, at de pågældende projekter først og fremmest vil gå til større virksomheder, men her siger Michael Nielsen:
- Det er en god blanding af arbejdspladser. Hvis vi ser på de 453 projekter, er det projekter nede fra en 10-20 millioner kroner til projekter, som er meget større. Så der er en god blanding til både store og små virksomheder. Men virksomhederne m må ’skærpe pennen’ og give nogle gode tilbud. De skal vise, at de kan levere god kvalitet til en konkurrencedygtig pris. Derfor er der også en vis forpligtelse til erhvervet til at gribe udfordringen og levere nogle gode løsninger til den almene boligsektor, siger direktøren.
Mellem 85 og 90 procent af projekterne vil indeholde grønne tiltag, og ifølge regeringen drejer to ud af tre af projekterne på ventelisten sig om reparationer og udskiftninger af facader, tage og vinduer.
Hvad med Håndværkerfradraget?
BygTek peger på, at især de små virksomheder har peget på, at der skal gang i Boligjobordningen – også kaldet ’Håndværkerfradraget’ - fordi det først og fremmest gavner de små og mellemstore virksomheder.
Og direktør Michael Nielsen giver dem ret, i at der også er behov for indsatser på det område: - Håndværkerfradraget er ikke glemt. Det er også på paletten. Men nu løser vi én ting ad gangen, og en saltvandsindsprøjtning til byggeriet på over 18 milliarder kroner over en periode på halvandet år, det er rigtig mange penge. Det er en meget kærkommen håndsrækning til både byggeriet og den almene boligsektor. Så har vi på ønskesedlen, som vi arbejder videre med politisk, at få mere gang i Boligjobordningen. Vores forslag er at fordoble det fradrag, man kan få pr. voksen i husstanden, så man i stedet for 12.500 kroner kan få et fradrag på 25.000 kroner pr. voksen i husstanden. Det vil også være med til at booste efterspørgslen i byggesektoren. Så det arbejder vi stenhårdt videre for, siger han.
Lavere energiregninger til beboerne
Regeringen har ikke mindst peget på, at der bliver tale om grønne initiativer - altså et led i den grønne omstilling af det danske samfund.
Michael H. Nielsen havde gerne set en endnu stærkere fokusering på ’det grønne’, men erkender, at når man kigger projekterne igennem, er der fokus på energibesparelser og eksempelvis udskiftning af oliefyr og gasfyr i den almene boligsektor:
- Vi skal frem mod 2030 have nedsat energiforbruget, og der vil man nok kigge de foreliggende projekter igennem for at se, om man kan booste den udvikling. Regeringen har selv lavet nogle beregninger, der viser, at pengene fra Landsbyggefonden vil spare en del energi, og det vil jo også betyde lavere energiregning for beboerne i de almene boliger, siger Dansk Byggeris direktør.
Bedre tilgængelighed for handicappede
Han understreger dog, at de mange milliarder kroner frem for alt fører til mere sunde og tidssvarende almene boliger, hvor der også er bedre tilgængelighed for eksempelvis handicappede:
- Vi løser mange problemer på en gang og får i det hele taget en bedre bolig standard i mange almene boliger. Der ligger projekter for 72.000 boliger, siger han.
Michael H. Nielsen håber i øvrigt, at regeringen ud en pulje på 50 millioner kroner til udskiftning af olie- og gasfyr i de almene boliger også tænker på de private boliger, hvor der i dag står cirka 100.000 oliefyr til opvarmning:
- Det er noget andet, der også skal være fokus på. De oliefyr skal udfases og konverteres enten til fjernvarme eller varmepumper, slutter han.
Lyt til hele interviewet med Michael N. Nielsen på nedenstående link
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=3901&T=Kæmpe%20boost%20til%20byggeriet