Kommunale ventetider koster byggeriet dyrt
Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg har modtaget en henvendelse fra Henrik Busch, der ejer konsulentvirksomheden ’buschonboard’, om de lange sagsbehandlingstider i kommunerne for byggesager
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Henvendelsen er også sendt til kommunernes Landsforening, og Henrik Busch skriver blandt andet:
- Som borger er det vigtigt at følge med i, om den politik, der vedtages, også gennemføres i praksis. Som erhvervsdrivende er det også vigtigt, når man skal planlægge ombygninger, indretning, nyåbninger mv. Der er omkostningerne samlet set ret store, da man ofte overtager en huslejekontrakt ret tidligt i processen og derfor også er afhængig af en hurtigere sagsbehandlingstid, skriver han blandt andet.
Mange penge på spil
Han er grundlæggende godt tilfreds med, at der er lavet en opstramning og indførelse af servicemål for kommunerne, men han finder på den anden side ikke, at tingene er blevet væsentlig bedre:
- Derfor vil jeg høre, om KL har fulgt op på disse servicemål og eventuelt lavet en oversigt over, hvordan de 98 kommuner klarer sig og lever op til det aftalte. For bygherrer, investorer og butiksdrivende er der mange penge på spil. Vi ved også, at eksempelvis detailhandlen og restauranter er hårdt ramt efter corona – flere må lukke og eventuelt bygges om, så det er et problem, der vil fortsætte rent økonomisk, noterer Henrik Busch.
Dagbødesystem
Han efterlyser, om der er et ’dagbødesystem’ over for kommunerne, hvis de ikke holder de aftalte tider.
Henrik Busch henviser til, at regeringen og Kommunernes Landsforening indgik december 2015 indgik en aftale om at nedbringe sagsbehandlingstiderne for blandt andet byggetilladelser.
Konkret fastsætter aftalen de nationale servicemål for byggesager:
- Simple konstruktioner 40 dage
- Enfamiliehus (bolig) 40 dage
- Industri/lagerbygning (erhverv) 50 dage
- Etagebyggeri/lejlighed (erhverv) 55 dage
- Etagebyggeri/lejlighed (bolig) 60 dage
Servicemålene omfatter den gennemsnitlige sagsbehandlingstid – i antal kalenderdage - opgjort fra, at ansøgningen er fuldt oplyst til, der er truffet afgørelse i sagen, fratrukket ventetid ved indhentning af oplysninger fra ansøger ud over syv dage.