Kontorbyggeri på 13.000 kvm undervejs i Skejby

Kontorbyggeri på 13.000 kvm undervejs i Skejby

Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet CEBRA og rummer ca. 11.000 kvm kontorarealer suppleret af fællesfaciliteter

Manglen på større, moderne kontorfaciliteter i Aarhus-området har sat gang i planerne for et nyt markant kontordomicil i Skejby. På Hedeager 35 – tæt på Aarhus Universitetshospital, letbane og motorvej – planlægges opførelsen af en ambitiøs erhvervsejendom på i alt 13.055 kvm, målrettet én eller flere større virksomheder.

Projektet realiseres af et aarhusiansk konsortium, og EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus er tilknyttet som erhvervsmægler. Byggeriet igangsættes, når de første lejeaftaler er på plads.

Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem Vidar Ejendomme og Elbek & Vejrup. Ifølge udviklingschef og partner Lars Horst Petersen er behovet tydeligt:

-Der er mangel på store, sammenhængende kontordomiciler i Aarhus og omegn. Derfor udvikler vi en topmoderne kontorejendom, der kan rumme større virksomheder med behov for betydelige arealer – enten samlet eller fordelt på flere etager.

Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet CEBRA og rummer ca. 11.000 kvm kontorarealer suppleret af fællesfaciliteter. Ejendommen kan fungere som domicil for én større virksomhed eller som flerbrugerhus med 3-4 lejere.

 Placeringen er i et veletableret og dynamisk erhvervskvarter – en af de sidste attraktive grunde i Skejby med mulighed for nybyggeri i denne skala.

Grunden omfatter tre sammenhængende matrikler, hvoraf én eksisterende bygning nedrives. De øvrige ejendomme får mulighed for at blive integreret i det samlede projekt og benytte fælles faciliteter som motionsområde, moderne mødefaciliteter og kantine. 

Ejendommen får desuden gode parkeringsforhold samt nem adgang til kollektiv trafik, motorvej og Aarhus centrum. Den tætte placering ved universitetshospitalet gør projektet særligt attraktivt for eksempelvis virksomheder inden for medico- og life science-sektoren.

Klar til indflytning ultimo 2027

Når de første lejekontrakter er underskrevet, forventes byggeriet at tage cirka 20 måneder. Kontorerne kan dermed stå klar til indflytning ultimo 2027. Ejendommen opføres med høje krav til både æstetik, funktionalitet og indeklima og sigter mod DGNB-certificering. En stor del af byggematerialerne, herunder mursten, vil være genbrugsmaterialer.

Anne Sofie Brandt fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, som står for udlejningen, fremhæver projektets fleksibilitet:

-Hedeager 35 er et stærkt og inspirerende kontorprojekt. Byggetilladelsen forventes på plads i januar 2026, og kommende lejere får stor indflydelse på både indretning og materialevalg. Man kan leje hele ejendommen eller arealer fra cirka 3.000 m² og opefter.”

Kontorarealerne kan indrettes fleksibelt med åbne kontorlandskaber, cellekontorer, møderum, loungeområder og fokuszoner – alt efter lejers behov. Med adgang til omfattende fællesarealer får virksomhederne mere funktionalitet og kvalitet for samme kvadratmeter, både nu og i takt med fremtidig vækst.

-kis

15/1 2026