Lars Printz samler håndværksvirksomheder

Lars Printz samler håndværksvirksomheder

Efter 22 år med stabil vækst samler håndværksvirksomheden Lars Printz nu sine fire fagområder under ét navn

Håndværksvirksomheden Lars Printz samler nu sine fire fagområder under ét navn. Sammenlægningen skal gøre det enklere for både kunder og medarbejdere – samt sikre en stærk og samlet forretning fremover, fortæller Tømrermester og ejer, Lars Printz.

Den sjællandske håndværkervirksomhed Lars Printz samler nu alle sine aktiviteter inden for murer- og blikkenslagerforretning samt entreprenørdelen under én samlet identitet: Lars Printz.

Tømrermester og ejer, Lars Printz, kalder det et naturligt næste skridt for virksomheden, som tog sit første for 22 år siden som en enkeltmands tømrervirksomhed. I dag er tilføjet yderligere tre specialiserede fagområder og 65 medarbejdere. 

-Vi er vokset støt siden 2003, men vi er aldrig gået på kompromis med det, der kendetegner os: ordentlighed, faglig stolthed og ærlige relationer. Det er den tilgang, vi nu bygger videre på – bare i en mere samlet form, siger Lars Printz.

Virksomheden har, ud over hovedvirksomheden, tømrerfirmaet Lars Printz, hidtil opereret under navnene Ringsted Murerforretning, Ringsted Blikkenslagerforretning og Ringsted Kloak & Anlæg, hver med egne profiler og kontaktflader. Den opdeling har tidligere givet mening, men med årene er det blevet tydeligere, hvor meget der er at vinde ved at samle kræfterne. Derfor introduceres nu én samlet profil og ét navn: Lars Printz.

-Vi ved, at kunder sætter pris på tryghed og gennemsigtighed – særligt inden for byggeriet. Vi har allerede et stærkt samarbejde på tværs af faglighederne, og med den nye struktur rykker vi endnu tættere sammen. Det styrker ikke bare vores interne samarbejde, men gør det også lettere for vores kunder at få løst deres opgaver effektivt og med høj kvalitet, siger Lars Printz.

Organisationen styrkes

Forud for sammenlægningen er organisationen blevet styrket med en ny strømlinet struktur, der samler alle selskabets grene. 

For Lars Printz er det afgørende at udnytte synergierne til at levere den stabilitet og kvalitet, som kræves i de mange specialiserede og koordinerede byggeopgaver, virksomheden løser - herunder at sikre optimal udnyttelse af ressourcer og ensartede processer.

Vi har brugt kræfter på at styrke vores organisation og samle vores retning. Vi ønsker at være kendt som dem, der leverer et solidt stykke arbejde og samtidig står på mål for det, vi lover. Den kombination skaber de relationer, vi gerne vil bygge virksomheden på,"siger Lars Printz.

Todelt hovedfokus

Virksomheden har i dag en markant profil inden for blandt andet komplekse totalrenoveringer til liebhaversegmentet samt renoverings- og tagprojekter for offentlige institutioner og boligforeninger på hele Sjælland. 

Med den nye struktur står Lars Printz endnu stærkere i konkurrencen om at vinde udbud, hvor høj kvalitet og samarbejde er afgørende.

-Vi er her ikke for at være størst, men for at være bedst til det, vi gør. Når kunder vælger os, skal de mærke, at vi tager ansvar for opgaven og går hele vejen – også når det kræver lidt ekstra, afslutter Lars Printz.

-kis

5/5 2025