Legos nye hovedkvarter får hædrende omtale ved Årets ByggeriFoto: Adam Mørk.

Legos nye hovedkvarter får hædrende omtale ved Årets Byggeri

Lego Campus er et byggeri, der i imponerende grad satser på høj kvalitet, bæredygtighed – og fremfor alt medarbejdernes trivsel. Også Skanderborgs gamle rådhus får hædrende omtale - begge i kategorien Erhverv

Få er vist i tvivl om, at Billund er hjemsted for Lego, der beskæftiger ca. 25.000 medarbejdere på verdensplan. Nu har firmaet og dermed også byen fået et nyt Lego hovedkvarter, Lego Campus, der rummer ca. 2000 medarbejdere.

Det 54.000 m2 store byggeri består af otte bygninger, der er koblet sammen til en helhed. Lego Campus, hvor Lego-inspirerede former og farver indgår relativt diskret i facadeudtrykket, ligger i luftige parklignende omgivelser i den nordlige del af byen tæt på flere af Legos andre store faciliteter. Det nye hus rummer bl.a. de administrative funktioner, Procurement, den digitale organisation og HR-afdelingen.

Centralt i Lego Campus, og lige bag hovedindgang og receptionsområder, ligger Lego Campus Atrium. Et stort åbent område, der går op gennem etagerne mod et stort ovenlys. Fra atriet er der adgang til de andre dele af byggeriet, der består af syv andre gårdrumshuse, hver med et haveanlæg i midten.

Mod nord og Legos egne faciliteter får bygningerne lov at være højere, mens de trapper ned mod villakvarteret mod syd. Terrasseringen af bygningerne giver samtidig nem adgang til de grønne tage, hvor der flere steder er indbygget faciliteter som minigolfbane og forskellige opholdsmuligheder.

Udover de faste medarbejdere er Campus åben for alle danske og udenlandske Lego medarbejdere, så for at fremme genkendeligheden i de forskellige områder, er de steder gårdrumshusene overlapper forsynet med trapper i hver sin af Legos grundfarver. De farver går så igen i fællesfaciliteterne i knudepunkterne, der er indrettet med møderum og åbne coffee spots.

Dommerbetænkning
Her kunne midlerne have været brugt på virksomheden, men i stedet blev de brugt på at skabe et sted, som udvikler bredere aspekter af samfundet. Det er flot at se, at de sekundære formål i et byggeprogram har fået stor betydning og så stor gennemslagskraft i, hvordan helheden i Lego’s campus virker. Og det at fokusere så skarpt på at bygge i den høje kvalitet, som man har her, det er godt for den langsigtede holdbarhed. Her er brugt mange penge, og sideløbende er der insisteret på bæredygtig kvalitet. Det bærer resultatet virkelig præg af.

Klik her og se mange flere billeder og læs meget mere om Lego Campus.

Tekst af Jan Pasternak. Foto: Adam Mørk og Lego.

Skanderborgs gamle rådhus

Skanderborgs gamle rådhus blev opført i 1860 efter tegninger af Hans Christian Zeltner og ombygget og udvidet med sidefløj og bagbygning i 1920. Efter tegninger af Rudolf Frimodt Clausen. Bygningskomplekset har fungeret som råd-, ting- og arresthus og har altså historisk set indeholdt både amtsråds- og byrådssal, retslokaler, celler plus en bolig til arrestforvalteren.

Bygningen blev fredet i 1978 og har indtil 2016 fungeret som politistation. Nu er Skanderborgs gamle rådhus blevet til et karakterfyldt og funktionelt kontorfællesskab med over 700 m2 fællesfaciliteter, hvor de bevarede detaljer og genskabte rum skaber rammen om moderne arbejdspladser i en historisk ramme.

Bygningens ydre blev løbende istandsat gennem tiden, mens bygningens indre var ved projektets start meget ombygget og nedslidt. For eksempel var den fine gamle amtsrådssal blevet inddelt i cellekontorer, mens andre rum var blevet revet ned. Der var nedhængte lofter overalt, og et stort ventilationssystem skæmmede. Samtidig var der brug for et helt nyt varmesystem. Projektet blev lidt af et stykke arkæologisk arbejde.

Ombygningen har genskabt bygningernes oprindelige hierarki med mindre rum i stueetagen og de større repræsentative amts- og byrådssale på 1. sal, der er blevet nye lejemål. Bygningens historie er stadig tydelig, men nu kan huset fungere på nye måder. Ud over den genskabte amtsrådssal er der kommet mødelokaler og toilet i de tidligere arrestceller, mens den tidligere byrådssal er blevet kantine og fællesrum for lejerne.

Dommerbetænkning
Det er en utroligt vellykket transformation af en meget vanskelig, gammel bygning. Og de mest bæredygtige bygninger, det er altså dem, vi allerede har bygget. Så i det omfang vi overhovedet kan genbruge gamle bygninger, så er det noget af det bedste for samfundet. Samtidig er det vigtigt, at man i et lokalsamfund holder på de kulturhistoriske værdier, som findes her. For at skabe en klar linje og historik indenfor byens eget miljø. Man bør aldrig skulle rejse væk fra sit lokalområde for at opleve historien. Man skal kunne opleve den lokalt. Sammen med den kontrast, det giver, når man bygger nyt til. Mangfoldigheden er vigtig, fordi mangfoldighed giver perspektiv.

Klik her og se mange flere billeder og læs meget mere om Skanderborgs gamle rådhus

Tekst af Marie Larsen. Foto: Thomas Mølvig.

-dc

6/1 2023