Lejeboliger på vej ved DR Byen
AP Pensions byggeri ”Den Grønne Karré” med godt 170 udlejningsboliger i Ørestad Nord er nu gået i gang. Byggeriet skal stå klar i slutningen af 2016
By & Havn, AP Pension og NRE Denmark A/S, der er totalentreprenør på byggeriet, har netop foretaget første spadestik og igangsat gravearbejdet til nyt boligbyggeri, der kommer til at indeholde godt 170 udlejningsboliger.
Byggepladsen, der i slutningen af 2016 vil være forvandlet til boligbyggeriet Den Grønne Karré, ligger i August Schade Kvarteret lige syd for DR Byens studier og lige nord for det kommende Nordea domicil ved DR Byen Metrostation.
Den grønne Karré bliver fem til otte etager højt med store altaner og facader bestående af teglsten og gråhvide betonelementer i en kombination.
Ud mod DR Pladsen kommer der publikumsorienterede funktioner i stueplan – formentlig en café. På Karréens yderside etableres en såkaldt kantzone i tre meters bredde langs sydfacaden og halvanden meters bredde langs de tre øvrige facader. I kantzonen opsættes plantekummer, siddeplinte ved indgangspartierne, cykelparkering og private og offentlige terrasser.
I gårdrummet kommer der store opholdsarealer, og lejlighederne i stueetagerne får desuden private terrasser.
-cmn