Lerche bliver ny direktør for bips
Det bliver den erfarne organisationsmand, cand.merc. Christian Lerche, som skal stå i spidsen for landets største faglige netværk for digitalisering i byggeriet, foreningen bips
Det bliver en erfaren og udviklingsorienteret organisationsmand, cand.merc. Christian Lerche, som skal stå i spidsen for foreningen bips, der er Danmarks største faglige netværk for digitalisering i byggeriet. Det sker efter Torben Klitgaard, som snarest tiltræder stillingen som direktør for BLOX.
- bips favner hele byggesektoren og har altid taget afsæt i virksomhedernes behov og faglige styrker. Branchen har som helhed ofte lagt øre og ryg til kritik af manglende produktivitet og effektivitet. Jeg er overbevist om, at bips med sine digitale løsninger og standarder vil komme til at spille en afgørende rolle for at overvinde disse udfordringer på tværs af branchens aktører. Jeg glæder mig meget til at være med til at bane vejen for denne udvikling, siger Christian Lerche.
Solid fortid
52-årige Christian Lerche har tidligere blandt andet været direktør for Danske Arkitektvirksomheder og for Byggematerialeindustrien i DI. Han har siddet i bestyrelsen for en lang række af byggeriets videnscentre og samarbejdsfora, bl.a. Byggecentrum, Statens Byggeforskningsinstitut og Byggeriets Evaluerings Center. I en årrække var Christian Lerche formand for Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri, hvor bips var hovedoperatør for den faglige udvikling.
Foreningen bips arbejder blandt andet for at udbrede standarder for dataudveksling mellem byggeriets parter. Senest har bips afsluttet et meget omfattende projekt for klassifikation af data i byggeprojekter, CCS. Udviklingen af bips’ produkter sker altid med udgangspunkt i virksomhedernes behov og med deres aktive deltagelse.
Formand for bips, arkitekt Lars Coling, siger i anledning af ansættelsen:
- Christian Lerche har en sund, markedsorienteret tilgang til samarbejdet om at digitalisere af byggesektoren, og han kender branchens mange parter og roller rigtig godt. Han har altid fokus på at arbejde for og med medlemmerne. Det er også sådan, bips fungerer. Vi er derfor i bestyrelsen for bips rigtig glade for, at Christian vil stå i spidsen for den fortsatte udvikling og markedsorientering af bips.
-jhn