Lisbjerg i Aarhus vil give flere boligmuligheder til børnefamilierDe 43 familievenlige boliger er tegnet af Tegnestuen Arken. Der planlægges både bypark, dagligvarebutik og idrætsanlæg, som skal skabe en velfungerende ramme for et godt hverdagsliv i Lisbjerg.

Lisbjerg i Aarhus vil give flere boligmuligheder til børnefamilier

43 nye familievenlige ejerboliger skal styrke Lisbjerg som en attraktiv by for familier med drømme om både fællesskab og frihed

Aarhus Byråd har godkendt en betinget aftale om salg af en kommunal grund i Lisbjerg til opførelse af 43 familievenlige ejerboliger til Thybo Ejendomsudvikling. 

Projektet skal styrke Lisbjerg som en attraktiv by, der ligeledes kan huse børnefamilier, som drømmer om mere plads, egen bolig og et aktivt naboskab tæt på Aarhus.

- Jeg vil gerne give familierne i Aarhus Kommune mulighed for at blive i kommunen, når behovet for en familie- og ejerbolig opstår. 

- Lisbjerg er en attraktiv by at bosætte sig i. Der er naturskønt, byen har letbane og supercykelsti til Aarhus centrum, og på få minutter er du kørende på det østjyske motorvejsnet. Med det her projekt håber vi også at tiltrække flere børnefamilier til Aarhus, siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

De nye boliger bliver opført som en blanding af fritliggende enfamiliehuse og dobbelthuse i et og to plan med boligstørrelser på 120–135 m2. Boligerne udstykkes og sælges som ejerboliger – og samles i små klynger omkring fælles grønne opholdsrum, stier og pavilloner.

Inspirationen til de moderne 'bopladser' refererer til Lisbjergs historie, som rummer spor af bosættere fra vikingetiden. Det arkitektoniske greb er både en hyldest til stedets kulturarv og en måde at fremme tryghed og naboskab i det moderne familieliv.

- Vi tror på, at gode rammer skaber gode fællesskaber. Med projektet her vil vi gerne vise, at det er muligt at bo moderne, grønt og tæt – uden at give køb på privatliv eller frihed. 

- Bofællesskab behøver ikke være én stor bygning eller ét køkken, men kan også være små fællesskaber omkring leg, måltider og nære naboskaber, siger Martin Novak, udviklingschef i Thybo Ejendomsudvikling.

I dag bor langt de fleste i den nye del af Lisbjerg til leje. Med dette og kommende initiativer arbejder Aarhus Kommune for at skabe en bedre balance i ejerformer og give børnefamilier bedre muligheder for at blive i området, når de vokser ud af lejeboligen.

Boligerne placeres på et areal tæt ved den kommende Lisbjerg Bypark og udformes med særligt fokus på grønne fællesarealer, bilfri zoner og nærhed til naturen.

Realiseres lokalplanen som forventet, vil byggeriet kunne gå i gang i løbet af 2027. De enkelte boliger vil løbende blive sat til salg.

Flere grunde i Lisbjerg til familievenlige ejerboliger er under salg.

-dc

5/12 2025