Lærlinge slipper for at skulle holde fem feriedage
Et tillæg til trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation betyder, at elever, lærlinge og praktikanter fritages fra kravet om at afholde fem ferie- og fridage. Det skal sikre kvalitet i uddannelsen
Samfund - Corona-krise
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at elever, lærlinge og praktikanter fritages for kravet om at afholde fem ferie/fridage, så kvaliteten i uddannelsen ikke bliver forringet i lønkompensationsperioden.
- Jeg er meget glad for, at vi er blevet enige med arbejdsmarkedets parter om gunstigere vilkår for elever, lærlinge og praktikanter, så vi kan holde høj kvalitet i uddannelserne for elever, lærlinge og praktikanter – også i den periode, hvor virksomheder er på lønkompensationsordningen, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Godt for uddannelserne
Erhvervsminister Simon Kollerup:
- Med tillægget til trepartsaftalen sørger vi for, at elever, lærlinge og praktikanters uddannelsesforløb ikke rammes unødigt hårdt af coronakrisen. Det er godt for den enkeltes uddannelse, og for de virksomheder, der får glæde af deres evner. Jeg synes, det er enormt flot, at arbejdsmarkedets parter igen er med til at tage et stort ansvar for, at dansk erhvervsliv og det danske samfund kommer så godt igennem coronakrisen som muligt.
Sikrer lærlinge max praktisk erfaring
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard:
- Jeg er meget tilfreds med, at lærlinge, elever og praktikanter med aftalen er undtaget fra kravet om at skulle afholde fem ferie/fridage. Det er helt afgørende, at de får så meget praktisk erfaring som overhovedet muligt i løbet af deres læretid/praktikperiode.
Adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jacob Holbraad:
- Lønkompensationsordningen er en vigtig hjælp til virksomhederne og deres medarbejdere. Jeg er tilfreds med, at vi endnu en gang løfter vores fælles ansvar og nu har lavet en justering, der giver elever og lærlinge så meget praktisk erfaring som muligt.
Ingen hjælp til skattely
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er også enige om, at virksomheder, der søger om forlængelse af lønkompensation, skal betale den skat, som de er forpligtede til i henhold til internationale aftaler og nationale regler.
Det indebærer, at virksomheder med base i skattely ikke kan modtage kompensation, i det omfang det er muligt at afskære dem efter EU-retten og eventuelle andre internationale forpligtelser, som Danmark eller EU har påtaget sig.
-jhn