Mangel på statikere og brandrådgivere er myndighedernes skyld

Mangel på statikere og brandrådgivere er myndighedernes skyld

Myndighederne var først færdige med kravene til rådgiverne, få måneder inden overgangsordningen udløb, og certificeringsordningen trådte i kraft.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Administrerende direktør Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører har rettet henvendelse til BygTek på baggrund af artiklen på BygTek.dk om de ’Tårnhøje priser for brandgodkendelse’.

Han erkender, at der er udfordringer med de nye certificeringsordninger, men påpeger samtidig, at ’det er ikke helt sort/hvidt’:

Boligministeren bebrejder i et svar til Anni Matthiesen fra Venstre, at rådgiverbranchen ikke trods en varsel på fem år har skaffet tilstrækkeligt med certificerede statikere og brandrådgivere, men ifølge Henrik Garver skyldes mangle på certificerede rådgivere, at myndighedsarbejdet, der var nødvendigt for at rådgiverne kunne begynde at blive certificerede, først var færdigt få måneder inden overgangsordningen udløb og certificeringsordningen trådte i kraft.

Alt for få ressourcer
- Politisk havde der været alt for få ressourcer til at få den vigtige del på plads i tide. Derfor var der ikke - og er der fortsat ikke - tilstrækkeligt med certificerede rådgivere, fordi det tager tid at blive certificeret – og det er jo fornuftigt nok, at der faktisk er en ny, høj og ensartet kvalitet gennem hele forløbet, siger Henrik Garver til BygTek.

Derudover er der spørgsmålet om prisdannelsen, hvor Henrik Garver er enig i, at priserne kan virke ’overraskende høje’ i forhold til, hvad virkeligheden var, før BR 18 trådte i kraft.

Han giver selv svaret på, hvordan man er havnet i den situation:

- Det helt korte svar er, at vi stadig er i en overgangsperiode med usikkerhed, for meget arbejde til for få certificerede, og et system som er rigtig sikkert, men som stadig ikke fungerer helt efter hensigten, lyder det fra FRI’s administrerende direktør.

Systemerne på rette vej
Han er dog overbevist om, at smidigheden i systemerne er på rette vej, fordi flere er ved at blive certificeret:

- Vi mener fortsat entydigt, at det er den rigtige vej at gå. Det tidligere system betød uens regler, lange ventetider og ekstra krav uhensigtsmæssigt sent i byggefasen. Forhold, ingen kan være tjent med. En stor del af det bærende fundament for BR 18 er, at 80 procent af alle byggeprojekter som udgangspunkt placeres i ’Brandklasse 2’ eller derunder. I disse niveauer kan man benytte præaccepterede løsninger og dermed skulle man slet ikke ud i de ressourcetunge specialberegninger, oplyser Henrik Garver.

Komplicerede regler
Udfordringen består ifølge Henrik Garver netop nu i, at de præaccepterede løsninger er så stramt definerede, at de ’defacto er uanvendelige i alt for mange af de simplere byggeprojekter’:

- Derfor ender disse med at blive behandlet i ’Brandklasse 3’, hvilket kræver omfangsrige, komplekse beregninger – og det er det, der ender med at give bygherre de store omkostninger. I et tænkt eksempel, svarer det groft sagt til at være tvunget til at transportere sin nyindkøbte sofa hjem i en 16 tons lastvogn i stedet for på en trailer. Det er alt andet lige en noget dyrere løsning – men hvis en sofa i reglerne er defineret, som usikker at transportere på trailer, så kan hverken vognmand eller sofaejer gøre så meget andet, hvis de vil holde sig inden for loven. Det er blandt andet disse definitioner, der skal fintunes, for at BR18 kan ende med at fungere efter hensigten…

Tunge beregninger - massiv dokumentation
For når en certificeret rådgiver skal løse opgaven, som defineret i ”Brandklasse 3 eller 4’, skal de blandt andet ved eksempelvis simuleringer bevise, hvor lang tid det tager for alle personer i et lokale at komme ud – og anskueliggøre, at disse personer overhovedet vil vide, hvor udgangen overhovedet er:

- Og de skal i detaljer dokumentere alt, lige fra behov for sprinkleranlæg til hvor på en bygning, brandfolk kan opstille stiger og få slanger ind. Det er ikke, i modsætning til tidligere, tilladt at foretage skøn på nogle af disse områder, oplyser Henrik Garver.

Der bliver i øjeblikket fra rådgivernes side arbejdet med forskellige skabeloner, så disse processer i en nær fremtid kommer til at køre mere strømlinet:

- Det står dog naturligvis ikke til diskussion, at sikkerheden må komme i første række Derfor er systemet sat op med både livrem og seler fra starten, og derfor arbejder de certificerede rådgivere på højtryk for at sikre at alt er, som det skal være. For alles skyld, slutter FRI’s administrerende direktør.

15/1 2021