Markante aftryk på Årets Byggeri
Niras har blandt andet sørget for brandsikkerhed og støjsvage installationer på Årets Byggeri 2014 - Musikkens Hus i Aalborg
Det er arkitektur, man ikke kan undgå at lægge mærke til. Det er et kulturelt samlingspunkt, som Nordjylland i årevis har savnet. Og sidst men ikke mindst er Musikkens Hus i Aalborg nu også kåret som Årets Byggeri 2014.Det er Magasinet Byggeri, der står bag kåringen af det spektakulære musikhus som Årets Byggeri i Åben kategori.
- Danmark behøver flere byggerier som Musikkens Hus i Aalborg. Huset er bygget for at være et kulturelt fyrtårn og dynamo for en region, som på sigt trues af marginalisering. Både i kraft af aktiviteterne og den markante arkitektur har områdets borgere fået et hus at samles om og at være stolte over. Bygningen er med til at holde Aalborg blandt de førende bysamfund i Danmark, skriver magasinets dommerkomité i sin motivation for valget af Musikken Hus.
Niras bag indeklima og energidesign
Årets Byggeri har adskillige, markante Niras-aftryk. Således står der Niras på projekteringen af de tekniske installationer, energidesignet og indeklimaet, ligesom også brandsikkerheden er beregnet og dokumenteret af Niras.
Og eftersom bygningen stort set er blottet for rette vinkler og traditionelle bygge-tanker, har det været en teknisk udfordrende opgave for projektteamet, som forretningschef i Niras Flemming Mogensen på godt jysk kalder ’en af de rigtig spændende’:
- Kombinationen af et utraditionelt design og nogle meget høje krav til installationerne har gjort opgaven til en, man husker. Dertil kommer hele det internationale set-up med en østrigsk arkitekt, en amerikansk akustiker og en dansk ingeniørsamarbejdspartner, som har knyttet nogle bånd, man ikke sådan bare lige skærer over, siger Flemming Mogensen.
Har fået stor akustik-ekspertise
Samtidig har projektet styrket erfaringen i at arbejde på tværs af geografiske enheder, idet eksperter fra flere dele af landet har arbejdet på opgaven.
- Vi ved langt mere om akustiske problemstillinger og løsninger nu, end vi gjorde før. Og undervejs er vi også skiftet til at projektere byggerier i 3D som standard, siger Flemming Mogensen.
Det er andet år i træk, at NIRAS vinder Årets Byggeri. I 2013 vandt Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup prisen for at være tilgængeligt byggeri i verdensklasse - noget som NIRAS har spillet en hovedrolle i at projektere.
-jhn