Materialer til radonsikring under lup
Undersøgelse af materialer til at holde radon ude af bygninger skal give bedre overblik over egnede produkter på det danske marked. Realdania støtter undersøgelsen økonomisk
Med støtte fra Realdania vil Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet kortlægge effektiviteten af de radonsikringsmaterialer, der er på det danske marked. Kortlægningen skal ske ved at teste ti forskellige typer materialer til radonsikring. Det sker i samarbejde med de pågældende producenter.
En radonspærre skal holde den radioaktive gas radon ude af bygningen. Men den bedste radonsikring er ikke nødvendigvis den, der er mest lufttæt. Den bedste løsning afhænger af den enkelte bygnings konstruktioner.
- I nogle tilfælde vil en lufttæt membran være en fornuftig løsning til radonsikring, og i andre tilfælde, primært for eksisterende bygninger, er det bedre at anvende et lidt mindre lufttæt men diffusionsåbent materiale, f.eks. på grund af fugtmæssige forhold i bygningen. Ud fra en vurdering af, hvad der er det nødvendige og tilstrækkelige behov for lufttæthed i forhold til et acceptabelt radonniveau, kan det bedst egnede materiale for løsningen til radonsikringen vælges, forklarer seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen fra SBi.
Skal øge kendskab til radon
Realdania sætter i disse år fokus på radon, bl.a. med den landsdækkende oplysningskampagne radonfrithjem.dk. Lennie Clausen, der er programchef i Realdania siger:
- Realdania ønsker at være med til at øge det almindelige kendskab til den usynlige gasart radon hos boligejerne, da den er medvirkende årsag til op mod 300 lungekræfttilfælde hvert år i Danmark.
- Samtidig er det vigtigt at få et bedre overblik over de radonløsninger, der er på markedet – og ikke mindst få en bedre dokumentation for, hvordan og hvor godt de virker, siger Lennie Clausen.
Læs mere om radonsikring af eksisterende bygninger i SBi-anvisning 247 på www.anvisninger.dk/247.
-cmn

En murer lægger et låg af det materiale, der skal testes i prøvestanden, så det ligner en etageadskillelse. (Foto: SBi)