Mikroventilation har eksportpotentialeLars Schjønning er oprindeligt uddannet maskiningeniør og har siden primært beskæftiget sig med teknisk salg og ledelse samt forretningsudvikling.

Mikroventilation har eksportpotentiale

InVentilate satser fremover endnu mere på eksport, hvor ny adm. direktør har mange års erfaring at trække på

Ventilationsvirksomheden InVentilate, der i 2012 fik Ingeniørernes Produktpris for sit nytænkende mikroventilationssystem MicroVent, opruster nu med tilgangen af Lars Schjønning som ny adm. direktør.

InVentilate satser fremover endnu mere på eksport, hvor Lars Schjønning har mange års erfaring at trække på, og virksomheden ser frem til i de kommende år at skabe endnu flere danske arbejdspladser.

Lars Schjønning er oprindeligt uddannet maskiningeniør og har siden primært beskæftiget sig med teknisk salg og ledelse samt forretningsudvikling. Han er ikke mindst kendt blandt medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for sin ligefremme, ambitiøse og engagerende tilgang, der er en stor styrke ved etablering og vedligeholdelse af langvarige forretningsforbindelser.

- Mens mikroventilation først nu er ved at finde fodfæste i Danmark, har princippet syd for grænsen og videre ud i Europa været anerkendt og anvendt gennem mange år med rigtig gode erfaringer. Der er således en håndfuld større internationale producenter, som i øjeblikket ser store perspektiver i at integrere MicroVent i deres løsninger, siger Lars Schjønning.

-cmn

22/4 2015